United States or São Tomé and Príncipe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og maaske for at afbryde sig selv sagde Gehejmeraadinden pludselig til den unge Fritz Hvide: -Aa, Fritz, vil Du sørge for Dyret. Det er paa Tide, den faar sin Medicin. Hr.
Og pludselig sagde Ida: -Aa, Frøken Kjær, kan De sidde her et Minut ... jeg skulde saa gerne op.... -Ja, sagde Frøken Kjær og hun lukkede Døren: et Minut. Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hænder, og fløjtede.
Tærske ham med sin Stok, saa han ikke kunde røre et Lem! Slaa ham i hans Mælkebrødsfjæs, saa at Blodet skulde sprøjte ham ud af Næse og Mund! ... Baaden? Hvad mente han med det? Hvilken Baad? Der var ingen Baad paa Næsset .... Men pludselig slog den Tanke ned i ham: Han sejler over Fjorden, og lister sig op gennem Skoven, og saa mødes de her!
Hendes Fader var Konferensraadens højre Haand og saa godt som en Ligestillet. Generalinden stod lidt og sagde saa: -Ja, rigtig sød og fordringsløs er hun trods det, at hun er saa velhavende. Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt, efter at Karl og Ida var gaaet; og pludselig sagde Søsteren: -Tror Du, Emilie, jeg skulde lægge mine Druer i Savspaaner?
Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde hælde Vinen i sig. Men pludselig bevæget, eller desperat for han kunde i det Øjeblik gerne have slaaet alle de Møbler i Smadder sagde han og hans Stemme var lav: -Naa, Skaal, Pus. -Ja, sagde Ida og saá fra Stuen, hvor Møblerne, der ikke var paa Plads, kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det første Glas, vi drikker her.
Axel fortalte villigt om Krigen i Sverig, om Slaget ved Bogesund og Kongens Sejr, om Tiveden og den svenske Sne . . . han blev opstemt af Fortæringen og priste Krigens Rædsler. Af og til kremtede Otte Iversen, den Slags ubevidste Vanekremten, som Folk kan lægge sig til. Han knipsede til Faklen, naar den brændte daarligt. Der blev en Pavse. Axel spiste dygtigt. Saa ser han pludselig op.
Man hørte Kuskenes Raab der strammede Tøilerne og Betjentenes "Avancez-avancez", som lød skarpt gjennem Spandenes Støi. Hestene rasler med Skaglerne og under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Række ubevægelig med Vognenes skinnende Flader og Sølvbeslagene, der glimter lige som Lyn. -Ser Du Fyrstinden af Serbien der i Victoria, siger Grevinden.
Sin Cykle havde han stillet ved Siden af sig. Selv havde han gjort sig det mageligt med Ryggen støttet op mod et Træ. Han var søgt herud i en pludselig Tørst efter at fornemme sin egen Personlighed. Han syntes, den ligesom brystede sig og blev sig mere bevidst, bare han kunde faa Lov at blive ene med fri Luft og uforfalsket Natur.
Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en Mand, der er tilfreds med sig selv. "Ja, noget var der bag," gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende Kam, "noget var der ..." William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunde se ud som et Smil. Saa bukkede han og gik ind i Foyeren.
Kate sagde pludselig til Karl: Véd De hvad? jeg havde tænkt mig Dem ganske anderledes. -Saa-aa? sagde Karl ret uberørt. -Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt tænkt mig Dem adskilligt morsommere. Hun sad lidt og saá ud mod de to arbejdende Whistborde, og saa sagde hun: -Foregaar dette hver Søndag? Karl brast i Latter, saa de lo sammen.
Dagens Ord