United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vi er jo gamle Venner, og skønt vi ikke har set saa meget til hinanden denne Gang, som vi plejede at gøre i gamle Dage, da De var Fuldmægtig et eller andet Sted og jeg Deres ærbødige Underordnede, saa tror jeg dog at jeg er ganske godt inde i Deres nuværende Forhold. De maa ikke anse mig for næsvis, men jeg vil nu have, at De skal lade mig hjælpe Dem, hvis jeg kan."
Han førte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags, der i gammel Tid plejede at køre mellem de fjerntliggende af vore Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var stærkt nok til at bære en Mand, men sammen kunde de nok trække Vognen.
"Hvordan har Kæresten det idag?" plejede hans første Spørgsmaal at være, naar han var kommen indenfor Døren. Og naar Anna harmfuldt benægtede, at hun havde nogen Kæreste, sagde han: "Ja Tak den kender vi nok den er bare lidt for tyk. Et konfirmeret Pigebarn har altid en Kæreste. Har hun ham ikke om Dagen, saa drømmer hun sig sgu til ham om Natten."
Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede at anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, styrtede mange Mennesker ned for at tage imod ham.
Fru Mourier talte om, at hun kom vist ogsaa til at rejse, om nogle Dage til Aarhus. Mourier skrev jo, at de maatte gi'e de to Middage. -Med Gaardene selv kunde det jo være det samme. Men det var de Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente maatte be'es som de plejede ... Og man er jo dog altid afhængig, sagde Fru Mourier, i Tider med den Konkurrence.
Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun plejede, naar Karl var hjemme, Døren til Kabinettet. Hendes Hænder rystede lidt, mens hun skød Slaaen ned i Dørtrinnet. Det var mærkeligt med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Hænder sitrede lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til, at hun blev ældre.
Lady Merrenden er stadig sød og venlig imod os, og hendes Takt kan ikke beskrives, og nu gør jeg ofte det, jeg plejede at ønske, at jeg kunde gøre jeg rører ved Roberts Øjenvipper med mine Fingerspidser! Det er altsammen vidunderligt. Hvad i Alverden er noget som helst andet godt for i Livet, end at være vanvittig forelsket, saaledes som vi er det.
Jeg drev derfor Violette fremad. Jeg husker, at jeg forsøgte at bede en Bøn, medens jeg red fremad, men at jeg var lidt ude af Øvelsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var Bønnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen før en Helligdag. Men denne var dog altid bedre end ingen, og jeg fremmumlede den netop, da jeg pludselig hørte franske Udraab foran mig.
Der gik aldrig en Dag, uden at hun saarede mig da jeg var lille, var det ikke blot med Ord; hun plejede at knibe mig og slaa mig paa Ørene, til Doktor Garrison sagde, at jeg kunde blive døv, saa holdt hun op, for hun sagde, at døve Mennesker var en Plage, og hun kunde ikke holde dem ud.
"Jeg vil være aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to Kammerater. De har jo begge været hos mig siden Marengo, husker jeg," Han havde et mærkværdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i Øjeblikket vort Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris, godt og vel tolv Mil herfra.
Dagens Ord