United States or Yemen ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bolling, der saebede Karme med sine gamle Haender, Snavset kommer jo ind ad alle Spraekker Smudset kommer ind over alle Dortrin. Madam Bolling saa ud paa Pladsens dybe AElte: -Og det bliver kun vaerre og vaerre, sagde hun og tog fat paa Afsaebningen igen.
Naar to Mænd var komne i Fjendskab med hinanden, var det deres Form for en Duel. Man sammenkaldte alle Pladsens voksne i et stort Hus, og i Nærvær af alle dem, hvis Mening man respekterede, søgte man saa i Sang at blotte alle sin Modstanders ømme Punkter. Den fornærmede var selvfølgelig altid Udfordreren, og han var den første, der havde Ordet.
Skuespillerne maatte have ageret ovenpaa Søilegangen, skjøndt de dèr kun fik en smal Plads at bevæge sig paa og havde en 6 Alen dyb Afgrund foran sig; ja paa Grund af Pladsens Høide kunde de ikke engang sees fuldstændig fra de forreste Bænke i Theatret. Denne Anskuelse blev forfægtet med stor Iver af forskjellige Lærde, særlig af Prof. Bethe.
Klk. 8 om Aftenen var Lejren slaaet, og endnu samme Aften aflagde vi Pladsens Embedsmand, „Udliggeren“, et Besøg. Han var dansk-grønlandsk Blanding, nærmest dansk i Udseende, men fuldstændig grønlandsk i Lader. Huset var indrettet paa eskimoisk Vis. Frem for os satte man megen Mad og imponerede os til sidst med en rigtig dansk Snaps, som ellers er en sjælden Vare heroppe.
Fra Stjernehimlen laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage. Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra »Victoriateatrets« elektriske Lamper. Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen.
Det var Løgn. En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. Hun skød, men dræbte ikke Niarajuak, der flygtede i Løb, men faldt, da hun var kvæstet. Og saa lod Katiaja hende ligge blødende ude i Sneen, uden at have slaaet hende helt ihjel. Men en af Pladsens Kvinder fik Medlidenhed med hende, tog en stor Sten og knuste hendes Hoved.
Alle de lange, smalle Skorstene pulsede Røg i Vejret, og hver Gang Vinden stod paa, lugtede det saa voldsomt af brændte Kaffebønner, at man snerrede Næseborene sammen. Paa Pladsens eneste offentlige Bygning vajede Dannebrog; thi det lille Udsted havde Besøg af sin Præst, og i Dag fejrede man Konfirmationsfest .....
„Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt. Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen. „Min Kone ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke Kommandoen, men alligevel “ Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.
Taget faldt over dem og de flod med Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Ho ... Tojter, Tojter, raabte Madam Henrichsen, mens hun skubbede Laerredet til Side. Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om, gik hun gennem Stuerne og horte atter Pladsens Stoj.
Denne sandfærdige Historie foregik i Aaret 1790 i Evighedsfjorden i Sydgrønland; og man vil kunne fortælle den paa følgende Maade: Der var engang en Mand, som hed Habakuk. Han havde to Børn, en Søn og en Datter. En Dag, da Drengen sammen med Pladsens Børn løb om og legede med Fuglepile, kom han ved et Pilekast til at ramme sin lille Søster i Næseborene, saa at Odden kom ud gennem den ene Tinding.
Dagens Ord