United States or British Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det sad saa højt oppe, at Duroc maatte staa op paa en Tønde for at kunne se ud af det. "Hvad ser De?" spurgte jeg. "Grantræer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og nu !" Han kom med et Udraab af Forbavselse. Jeg sprang op paa Tønden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt.
Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte af alle Stemmemidler et »Hov!« der næsten ikke var til at høre, det gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand. Holst havde mistet sin Stok.
Han red næste Dag i klingrende Frostvejr. Vejen gik i ujævne Bølger, stenet og vanskelig, men Hesten vedligeholdt et stift Galop. Den stærke Luft susede Axel om Ørene, han sad i en klippende Larm af Hestens Hovslag og Luftens Bulder. Og han sang. Hans Stemme gik som en skærende Strime mere i Ridtets Støj. Han red og sang som i et piskende Stormsus, Sne og Sten strømmede under ham.
Hele Stuen løftede sig snart som et flammende Køretøj, hvor Jakob sad Kusk med sin dumdristige Mine og sit piskende Violinspil, medens den gamle Fisker svingede i Agestolen, forklaret af ny Ungdom, og Ides og Børnenes Engleansigter svævede over den skybaarne Konkylie.
Folkene var alle stærkt ophidsede. Skulde Dyret nu atter slippe levende af sted? Skulde de have den trættende og angstfulde Forfølgelse om igen? Og vilde det indbringende Bytte saa maaske tilsidst alligevel undslippe dem? Men nej, Hvalen havde ikke isinde at flygte mere, den havde denne Gang tværtimod vendt sig til Angreb, og piskende Vandet med sin vældige Hale foer den lige løs paa Baaden.
Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for et Par Aar siden en Decembermorgen ved Syvtiden, det var mod Jul, Meddelelse fra Strandtilsynet om, at der var Stranding i Vente, for et Fartøjs Lanterner var set ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget uroligt, Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og Vest-Nord-Vest, det raslede med stærke Hagelbyger, og Søen var piskende høj.
Med beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende tilbage? ... »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det var ikke til at faa Stranden af sit Sind ...
Og Manden vendte Kniven i Haanden og plantede den i sit Offers Bryst, lod den sidde, og paa samme Tid stemmede han Knæet mod Stoleryggen og væltede den med den dræbte over mod Bordet. Lyset slukkedes. Otte Iversen greb sig til Hovedet og vendte sig stirrende som en gal ud mod Gaden. Saa tog han tilbens og løb, indtil han uden Hue og med Haaret piskende efter sig naaede hjem til sit Kvarter.
Jeg tænkte i det Hele ikke meget nede mellem Søerne, de var svært høje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert Øjeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var ligesom Hjernen skulde sprænges ....« »Talte De og Styrmanden ikke sammen?«
Dagens Ord