United States or Pakistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
De gik sammen hen mod Lygten, hvor Krusene blev svunget imod dem med Hyldestraab, og da Axel saa Pigens Ansigt, bøjede han sig hastigt, hun havde sammenvoksede Bryn. Han bøjede sig hastigt og spurgte, snublende i Tysken: Hvad hedder du med hvide Tænder? Hun svarede med lav og varm Stemme, som havde hun kendt ham længe og vidst, at han vilde komme: Lucie. Historiens Fælde
Strax efter vendte hun tilbage, fulgt af en firskaaren Kjælling, hvis brede Mund aabenbart havde været Udgangsport for de omtalte Eder, og hvis store Labber, som hun tørrede i sit Forklæde, jeg strax mistænkte for at have været i nær Berørelse med Pigens Kind. Under det opkiltrede Skjørt havde hun bare Ben, der var ganske krumme, med flade og ligesom udtraadte Fødder.
Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gå ind med sig uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder. Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde: "Græder ikke; hun er ikke død, men sover." Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død. Men han greb hendes Hånd og råbte og sagde: "Pige, stå op!"
Dette er Pigens Ord eller Barnets Ord, som Moderen havde talt, og som ere oversatte ordret fra det grønlandske. Pigen blev kaldt hertil, hvor hun fremstilledes i en Forsamling, bestaaende af Udliggeren ved Tasiussaq, Forstanderen sammesteds, Forstanderen ved Upernivik, Kateketen, Kolonibestyreren og mig.
Nina og William stod tidlig op, længe før de andre. Saa kom de om Vintermorgenen ned i det kolde Køkken, hvor Kokkepigen smurte Skolemaden ved det dryppende Tællelys. Hun havde altid Nattrøje paa og skar Brødet ved at holde det ind mod sit Bryst. Undertiden blev William ækel ved Maden Pigens Nattrøje var ofte helt graagul i Kuløren og kastede Smørrebrødet paa Vejen til Skolen.
Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt sine Undersøgelser, og Mathilde saa' op og mødte Pigens hvasse Øjne paa sig: -Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op. -Nej nej jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løs fra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis Dør hun slog til.
Undertiden saa hun en Gadejægerske med smaa trippende Skridt gaa frem og tilbage om Palæets Hjørne, og bøiede hun sig frem over Balkonen, kunde hun høre hendes Hvidsken med Mændene, der gik forbi. Hun hørte Pigens plebeiiske Kælenavne og Mandens Spørgsmaal, og der kunde komme i Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm, en graadig Fortvivlelse ...
Alvilda hed en af Gaardens Stuepiger, et stort og kraftigt Kvindekøn paa et Par og tyve Aar ... Palle og Mona havde ofte sammen moret sig over Pigens maabende Betagelse af sin Husbonds mandige Skønhed. Hun kunde standse op midt i sit Arbejde ved Middagsbordet for at glo paa ham lam af Ærefrygt. Han var hende en Aabenbaring, en Guddom , for hvem hun følte en sitrende Trang til at ydmyge sig.
Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal. Officererne betragtede hende fra Lindegangen. Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven.
Hvorfor skulde jeg ikke kunne li' dig, Johannes?" "Ja, jeg mener, om du holder af mig." "Holder du da af mig, Johannes?" "Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa." Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og holdt triumferende det mægtige Stykke hvide Kød op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen. "Værsaagod," sagde han. "Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet.