United States or Kazakhstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Theodor Franz Bladene, at det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos Professor Dinelli. -Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte orleanistiske Embedsmandsfamilie Dupont. Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie. Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen.
Der var Stof nok; jeg gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og Bevægelser saa nøiagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt Formaal dermed, som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen. Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i Bevægelse, sig ikke længer standse.
-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet. Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«: Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.
Adskillige af deres mest udprægede Nationalejendommeligheder kommer dem herved tilgode, først og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al unødvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfælde i en Frase, der slaar ned.
-Jo Tyve og Røvere, sagde Berg og lo. Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja saa ser jeg vel at komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen: -Naa hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf. -Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg. -Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.
-En Gang maa vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf utaalmodigt. -Vi maa gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen. -De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde Berg. De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved at holde Ansigtet ned over Pulten: -Alvorlig? alvorlig? sagde han.
Høg lukkede Døren, og Hoff gik tilbage i Stuen. Han aabnede et Par Breve, som laa paa Skrivebordet, tog fat paa et Ark Korrektur. Men Pennen kradsede, det vilde ikke gaa. Tilsidst slog han Korrekturen sammen og sad længe med Hovedet støttet paa sine Hænder og saá ind i Lampen. Rejste sig saa og gik heftigt op og ned ad Gulvet.
Nu, da jeg gjenkalder mig denne Scene, synes jeg, det var ligesom om en himmelsk Finger pegede paa denne Bygning for at henlede min Opmærksomhed paa den og røre mit Hjerte med en Anelse om de Følelser, med hvilke jeg senere skulde betragte den med hvilke jeg nu, da jeg skriver dette, ser den for min Sjæls Øie, indtil mit legemlige blændes af Taarer, og jeg er nødt til at lægge Pennen fra mig.
... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa Kontoret. Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple alle Fribilletterne foreløbig. -Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo. Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.
Ambrosius . Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød mig saadan i Pennen af sig selv. Abigael . Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre Vers? Ambrosius . Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op af sig selv ligesom Græs paa Marken.
Dagens Ord