United States or Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr« som Tine kaldte ham ned ad Kinderne bare ved Tanken. De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe, og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede Gaardporten. -Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han kom paa Vejen.
Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?« »Jo Tak, som saa«, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. »Jeg kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge«. »Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjøre noget oftere.« »Men Præsten maa ikke blive vred, at jeg først saa seent kommer med dem.« »Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig vred.
Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere blive skjult.
»Ja saa, ja saa kjøn Fyr«, mumlede Peer Olsen, »saadan en Mand skulde Jomfruen have.« Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr. »Det haster ikke«, meente Emmy, »jeg er ung endnu.
Jørgen . Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer! Ambrosius . Er det ikke Jer, som er en Hane? Peder . En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen! Peder . Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? Slip mig, siger jeg! Jørgen . Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for Jer. # De Forrige.
I Skovriddergaarden var det, som alle maatte lé, bare de saa' hendes runde Ansigt. Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen: -Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel ... Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op og faa dem i Solen.
Og saa randt der mig en Komedie i Hu, som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele Anledningen. Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for, saa.... Peder . Men det har jeg, høivelbaarne Hr.
Peder . Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager han mig for en Anden. Ambrosius . Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn? Peder . Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere. Ambrosius . Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer.
Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede: det vilde have frydet hans Hjerte at høre denne Forelæsning, skjøndt han forøvrigt ikke læste sine Aviser ganske paa samme Maade som Præsten og Peer.
»Det forstaaer sig«, svarede Præsten, Peer vilde jo sikkerlig have langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik. »Der er gudelige Bøger og Andagtsbøger i tilstrækkelig Antal, som man kan udbrede blandt Almuen«, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af Præstens Yttring.