United States or Niger ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var til at ærgre sig pukkelrygget over! ... Men der kom da Gud være lovet Hans Henriksen og Kone fra Ravnsholt ... og de stilede lige hen imod Nils ... saa nu maatte det da forhaabentlig ende med en Komedie! Og man noterede med Tilfredshed, at det store Ar tværs over Godsejerens Næse, blev end rødere og kendeligere, da han fik Øje paa Parret ...!
Parret var nu lige ud for, men ingen af dem saá William ... "Og De synes virkelig, det er upassende?" sagde Hoff, idet de dansede forbi, han førte Ansigtet tæt ned mod hendes for at høre Svaret. William vilde helst ikke se paa det og gik ind. Han satte sig paa en Hjørnesofa i den inderste Stue og bladede i et Album.
Kloge Mænd og Kvinder havde spaaet denne lidt hastige Forbindelse en krank Lykke. Men det syntes, som om deres Klogskab denne Gang skulde komme til kort. I de første Aar af deres Ægteskab levede Parret nemlig i en Rus af Lykke. Han var henrykt over sin «hvide Eva»; og hun saa en Gud i sin «brune Adam». Og de kaldte indbyrdes deres Sovekammer for «Edens Have».
Men næppe havde han gjort det, før han gispende for tilbage. »Død og Pine, det er jo min Kone, klædt ud som ordinær Blomsterpige! Gaa ind i den anden Stue, aa gør det ...« Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt. »Hvad Pokker min nye Tjener! Nej, føj, Deres Kone har en modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.« Parret kom ind. Parker for dem i Møde.
Ellen blev ved at følge Carl og Comtessen med Øinene: Hvem spurgte hun. Grevinden besvarede ikke Spørgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde? Ellen vendte Hovedet: Her er meget varmt ... Skal vi ikke gaa ind. Ja, hun er Ungarinde hun er meget smuk. Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slæb fløi hen over Gulvet og streifede Grevinde Rosenkrands' Kjole.
Og da Parret senere efter Etatsraadens og hans Kones Død flyttede til Havslundegaard, levede det ogsaa her i de første Aar nogenlunde fordrageligt.
Men hver Gang Forvalteren senere følte sig brøstholden af Damen, bemægtigede han sig Gaven og skjulte den paa de utroligste Steder, indtil den en skønne Dag, naar Parret atter var blevet forligt, paa ny dukkede op i hendes Værelse. Denne Manøvre gentog sig Gang paa Gang til Gaardens udelte Fornøjelse.
Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne: Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen ... jeg forstaar ikke ... Det er min Mand, der ... Det er efter min Mands Ordre ... Saa meget desto bedre! nikkede Naaden naar man oven i Købet er enige! Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plæne med Flagstangen og Blomsterrabatterne og bøjede ind i Nøddegangen.
-Naa, sagde han langtrukkent: saá er det kriminelt. -Det er en slem Lømmel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev siddende og stirrede stift paa Spidsen af sin Cigar, til han sagde som En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab: -Naa, hun holder s'gu nok Bøtte. Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke smagte.
Og uden at svare lagde Marie sig ind til Kavaleren og lod sig dreje rundt, medens Vandet drev af Parret som Regn af Ruder .... Nogle Herrer fra selve Byen, en Slagtersvend og en Vognmandskusk, vakte meget Røre i Lokalet. De dansede nemlig forkert med en uhyre og overlegen Færdighed.
Dagens Ord