United States or Saudi Arabia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han havde ikke Kræfter til at vige til Siden og løbe videre. Hans Hænder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant. Og medens hans Hænder famlede op og ned ad den skarpe, lodrette Kant, gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus. Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over Væggen, til han traf et Vindue.
Jeg læste de paagjældende Steder i hans Levnetsløb, steg jævnlig op paa Strasburgermünsteren, hvor den store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det skjønne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim.
Der var netop kommet Fremmede fra Byen ganske uventet. Fru Herding var henrykt over at kunne hjælpe hende. Næste Gang, hun kom, var Manden med. Hr. Birger var høj, mager og sortsmudset forsoren, klædt i en flunkende, lys Sommerdragt, der gjorde et færdigkøbt Indtryk, og bar Turistsko og Gamascher. Fruen var denne Gang i mørkegrønt Fløjl.
Smaa sorte Edderkopper løber allevegne. Hendes tynde Kjole ligger i Brus om hende, og Lemmerne hviler i tryg Yppighed. Regelmæssigt stiger og falder hendes Bryst. Af og til brummer en Humlebi over os. Ellers kun Solens Straaler, der brænder vore Ansigter, og Høet, der synker sammen under vor Vægt. Du, siger hun.
Ja hvad vilde det ikke blive for en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig op og udbragte: »De Nyforlovedes Skaal!« I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig tilbords, da jeg kom. »Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?« spurgte Præsten.
De napoletanske Archæologer modtog mig med en Høflighed, som var næsten forbløffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nærmere Berørelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med Særlingen Gargallo Grimaldi; ikkun Giuseppe Fiorelli sluttede sig nærmere til mig.
Sorgen var almindelig; men større endnu var maaske Harmen over, at man uden Sværdslag havde opgivet Danmarks gamle Grændsevold. Nu veed Enhver, at det var nødvendigt; dengang var der Faa, der troede det. Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det være andet?
Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved Olivias Fødder. -Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida. -Men hvorfor, Ida? Du behøver det jo ikke. Ida saá ud over det mørknende Sund og hendes Stemme lød meget sagte: -Det er vel det eneste, jeg kan. Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt. -Og saa gør jeg da Nytte for no'en....
Kun Frøken Friis tog, fra en Lænestol lidt ude paa Gulvet, med Hænderne over Kors i sit Skød, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved Frilandsplanten paa Sybordet. -Det er da Boserups, sagde hun til Kjær: Gud, hvor det ligner hende i Prisen. Men Bordet er pænt. -Det er Ida, der har dækket det, sagde Frøken Kjær, der gik omkring til alle Mennesker og sagde: Det er Ida.
Han gik saa over og satte sig paa en Bænk under Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han nedslaaet. Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at faa det at vide. De havde aldrig vekslet et Ord, og han var i en Alder, hvor Nærheden skræmmer. Desuden var William jo ogsaa for længe siden færdig med noget saa livskraftigt som at være forelsket.
Dagens Ord