United States or French Polynesia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Om otte, om ti Dage . . . pludselig holdt Axel ikke længere ud at ride mod Vest, naar han skulde sønderpaa. Hvorfor følge Vejen, det maatte være nærmere at rejse tværspaa, og han kastede Hesten fra Vejen og red ud i det vejløse Skovland. Han red hele Dagen. Men mod Aften begyndte Landet at stige og blive stenet.

Ellers var det ... jo ingen Roman ... Vel sagtens til Guvernanten? -Nei til mig. Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden. -Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklærede mig sin Kærlighed. Grev Urne betragtede et Øieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus tilbage i Vognen uden at tale mer.

Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre, men han kunde ikke, fordi han saa, at Otte Iversen fremdeles var mørk og forstemt. Mikkel vidste endelig ogsaa, at Herrerne kun gav sig af med ham, fordi han morede dem.

De var allerede kommet til Kazonnde otte Dage før Slavetransporten indtraf, og de var paa Rejsen blevet behandlet med en vis Omhu og saavidt muligt skaanet for Strabadser og Anstrængelser. Ogsaa efter Ankomsten til Slavehandlerens Hovedsæde fik de en bedre Forplejning end de andre Fanger og Frihed til at bevæge sig i den til Barakken hørende Indhegning.

Sofie lyttede: "Nej, det var til Kammerherrens," sagde hun. De satte sig igen. "Nu er Klokken vist otte," sagde Sofie, saá paa Uhret. "Han kunde da gerne komme præcis." "Ja den er fem Minutter over ..." Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. Hvert Øjeblik ringede det nede i Porten, saa fo'r hun sammen og ventede. Men den ankomne naaede aldrig saa højt op i Huset.

Alle kom de otte Dage og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de allerfleste kun forgæves bespiste tidligt og sildigt, med Hr. Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete Ansigter, som var det »en Herre med Damede vartede op med de franske Kyllinger.

Jeg forlod derfor Huset og vendte tilbage til Strandpromenaden, og idet jeg satte mig paa et skyggefuldt Sted, overvejede jeg omhyggeligt hele Sagen. Da Mørket faldt paa, var jeg blevet enig med mig selv om, at jeg vilde tage imod Nikolas Tilbud . .... Præcis Klokken otte naaede jeg hans Hus og ringede paa Klokken.

Han saa dem svøbe sig mellem Buskene ind i den øde Have, hvor gamle skæve Stammer stod i det duftende Vildnis, graanede Urvæsner, der rakte Grenene hid og did, som vidste de ikke, hvorhen de skulde pege i deres knoklede Livsvisdom. Otte kom op ad Stigen til Susannas lille Jomfrukammer, hun ledte ham ved Haanden.

Mikkel kendte ingen af Bønderne uden Steffen i Kvorne. Det var en meget før Mand, han havde Sølvknapper i Vesten, han laa yderst i Rækken. Faa Skridt fra ham laa Otte Iversen med sin unge Søn lagt tæt op til sig, Hovedet var sønderslaaet paa dem begge to. Da Mikkel saa sin Uven fra gamle Dage, krympede Hjærtet sig i hans Bryst.

Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, disse forfrosne Hoteller, man er tavs af Forbløffelse, Havet tier ogsaa, det véd ikke et Ord til Forklaring, Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig ansvarsløs, #den# kan ikke gøre for det, som hændte ... Oppe i Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Sømænd i hvide Klæder, deres Læber er stumme ...