United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men . . . men hvordan hang alt det sammen? Saa lige med ét, da vi ser os om, er vi drevet fra Land! fortalte Otte Iversen videre i betydelig Sindsbevægelse. Jeg havde nok mærket, at det blev dybt, men aldrig tænkt over det, vi laa jo og kiggede ned i Vandet. Vi var dreven fra Land. Jeg farer til med Stagen, der var til Baaden, og vil støde den i Bunden for at komme ind saa kan den ikke naa!
Fra Muren kunde vi se Chi-en-Men eller "den store Port", mod Nord laa Tartarbyen. Lige neden for os var et forholdsvis lille Tempel, omkring hvilket der samlede sig en Mængde Fodgængere, Købmænd, Kulier, Vogne, Kameler, Ponyer, Borgere, Tiggere og Bissekræmmere.
Han tog mig til Side, for at Tjenerne ikke skulde høre os, og sagde fortroligt: "Barkston, jeg er ikke nogen Kujon, jeg har i min Tid klaret mig mellem Europæere, Zuluer, Somalier, Malajere, Japanesere og Kinesere, foruden mange andre Racer, og jeg skal ogsaa nok gøre det i Fremtiden, men naar jeg staar Ansigt til Ansigt med Dr.
Saa vedblev han efter en Pavse: "Men der er jo ikke noget at gøre ved det, vi maa finde os i det." Jeg svarede ikke, men ventede paa, at han skulde foreslaa et eller andet. Et Øjeblik efter syntes Mørket ikke mere at have noget at sige for Nikola. Han tog mig i Haanden og førte mig lige gennem Hulen ind paa Forstuen. "Pas paa," sagde han, "her er Stigen."
En Flok Ryper flyver larmende op foran os, Hundene halser af Sted, og Moses, der stadig synes at finde Stilheden trykkende, begynder paa en anden Historie: „Heroppe mellem Fjældene er gode Tilflugtssteder for alle den Slags Væsner, som man ikke kan blive klog paa. Du har vel hørt Otto fortælle om ...“ Moses standser i sit Spørgsmaal, ser sig om og rykker lige ind til mig. „Fortæl, Moses!“
Og jeg er vis paa, at venlige Venner vil fortælle Dem Historier om Skuespillerinder og andre Adspredelser, men jeg, som kender ham, siger Dem, at De har vundet den bedste og største Skat i Verden." "Aa, det er jeg sikker paa!" sagde jeg. "Jeg véd ikke, hvorfor han holder saa meget af mig, han har set mig saa lidt, men det begyndte lige fra det første Minut hos os begge, tror jeg.
Da han rakte os vore Breve, klirrede jeg med Sporene, skød Brystet frem og smilede og nikkede for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han smilede ogsaa og lagde et Øjeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde gerne have betalt det halve af min Lønning, hvis min Moder kunde have set mig i det Øjeblik. "Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod Kortet.
»Dèr!« sagde min Rejsefælle paa Char-à-banc'en og pegede ned ad Hirtshalspynten til. »Han er Vrag, er han! Bare Fokkemasten staar!« Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden og kørte nu langsomt sydefter paa det klægede Sand, medens Søerne skyllede os om Hjulene.
Men man kunde se paa hans hele Holdning, at Krisen var overstaaet, og at han bestræbte sig for at beherske sig. Kære Fru Baronesse, sagde han og smilte som for at berolige hende kan De tilgive en gammel Mand, der et Øjeblik ikke har været Herre over sig selv? Lad os gaa! sagde hun, og hendes Blik var fuldt af Angest.
Den gamle Tandløse lukkede Døren op til et Kabinet, som havde han ventet hende. -Der er varmt, sagde han. -Ja, Tak.... -De gi'er os nok som sædvanlig. Ida fik Kaaben af og Bordet rykket frem i Stuen og Magasinovnsdøren op, hvor alle Kullene brasede. Ida dækkede selv og hun lagde Violer hen til Karl og hun fik Smørkagen ud af sit Papir: saa dejlig frisk den var.