United States or Curaçao ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun var dog Kvinde vilde sagtens søge at udfinde, om der ikke hos ham skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa en Anelse af Skinsyge ... Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, saa han de to unge Skikkelser dreje om det nærmeste Hjørne. Bøg tog lange Skridt og svingede stadig med Haandkufferten i Luften. Anna næsten løb ved Siden af ham.
Minna sad tilbagelænet og syntes at se ned for sig, men det var aabenbart, at hun hele Tiden holdt Øie med dem. Opvarteren traadte hen til mig for at modtage min Bestilling. Jeg var i Forlegenhed, da jeg frygtede for, at min Stemme strax skulde blive kjendt af Minna.
En Velsignelse har det været for os begge, udbrød jeg, og velsignet skal ogsaa Stedet være. Nu skal jeg vise dig, hvor jeg sad derhenne udenfor den lille Caffé, mellem Søilerne seer du, dèr hvor #den# Herre, nei ikke den Gamle, men ham, som nu reiser sig og betaler Opvarteren Jeg følte mig holdt tilbage ved et krampagtigt Greb i Armen.
"Sludder man kan altid spise ... En lille Fugl hva'? Skal vi tage en Fugl? ... De der! Opvartermand! Alvorsmand! Pip over det hele!" Opvarteren nærmede sig med et velvillig-bekymret Ansigt. "Vi vil ha'e Pip, forstaar De Pipfugl ..." "Vi har en udmærket Hjerpe." "Ja lad os bare tage Hjerpe og hvad?
Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev. Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig Afbrydelse. Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...
Men Rhinskvin maa De da kunne lide? .... hvad? .... Godt! .... Karl!« Opvarteren styrtede derind. »Lad det nu være nok med de Narrestreger!« sagde hun, halvt uvillig, halvt leende. »For Alvor? jeg maa ikke ?« »Nei, men jeg takker for den gode Villie .... Lad mig blot sidde og skjøtte mig selv jeg er saa træt og har Hovedpine.« »Du vil da ikke allerede hjem?« lød Stephensens Røst denne Gang meget gnaven.
Han lo, smilede til Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med sin Person og dens Støj. Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Haanden; lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et Vittighedsblad. Men lidt efter lidt faldt han sammen.
Men jeg maatte le ved Tanken om hendes »herlige, skyggefulde Promenader«, da man heroppe kun saa spredte Frugttræer paa den høie Mark og lige ved Skrænten et Par Birke, hvis lange Vidier legende rystede deres smaa blinkende Blade i Sollyset. Da jeg havde spist paa Elbterrassen og saa mig om efter Opvarteren, traf jeg ham i Samtale med min Bekjendt, Skolelæreren.
Tys! udbrød hun, idet hun lagde Pegefingeren paa mine Læber og betragtede mig med et pudsigt, forskræmt Udtryk. Men strax forandrede det sig næsten indtil Surmuleri: Og du, der sagde saa koldsindig, at det var lige meget, om Værelserne kom til at ligge i hver sin Etage Men overfor Opvarteren, Kjære Ja ja, jeg veed nok
Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde #sin# Mening om min Morgenduelighed, foreslog »en Sodavand«. »Kaffe«, beordrede jeg barsk. Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte vente. Det var en ægte skjøndt ikke behagelig Reisestemning, med Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget.