Pludselig brød han ud i et Par dyriske Hyl. Mugit et in teneris formosus obambulat herbis. Mikkel huskede Verset. Det kom ubetvingeligt over ham, han lo i dødelig Smærte. Zacharias faldt nu om, tav og krøllede sig sammen. Hans ene Haand laa ud over Kanten af Baalet, og Mikkel saa, hvorledes Finger efter Finger buldnede ud i Ilden, indtil den sprang, dryppede og blev sort.

Da for Zacharias ud paa Gulvet og opslog en voldsom, kaglende Latter, gik rundt med lange Skridt. Pludselig lo han endnu skrækkeligere og slog Knips foran Mikkels Ansigt: Jeg er vel endogsaa ung! Og idet han tog endda længere Skridt, citerede han for Mikkel, hylende af Lystighed: Mugit et in teneris . . . Han hujede af Grin: Formosus . . . Han storkede skogrende rundt: Obambulat herbis.