United States or Palestine ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og viste hun sin mærkelige Samling til en eller anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne Nøgenhed. Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i Paris med Rigsgrevinden. Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet til Nørup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i hendes Liv.
Der blev rusket i Døren. -Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det? Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og forvirrede med Lygterne i Haanden. -Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup? -Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt frem i Lysskæret, Kongen er død!
Hun bad de samme Bønner, indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst, som forvirrede hendes Sandser. Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg, og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn.
Nu forstod hun det altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf og bede og bede om Afladelse for dem alle. Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe. Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret.
Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet. Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup ... -Han spillede kun saa maadeligt Orgelet ... -Ja saa ... hun lagde Bregnerne bort ja det er jo sjældent, de Folk er musikalske. Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har været syg. Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder.
Men et Nu efter sagde hun: Ja Det er sandt aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift. Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde lydt over Engen. Det sidste Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov, og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig.
Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent jeg venter paa Fa'er Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte. -Nei. Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frøkenen ikke jeg kører ud med Vognen der er saa meget glat paa Veien. Ellen blev blussende rød ... Saa vendte hun sig bort ... Tak. Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nørup Kro.
Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud, Om Søndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm var der endnu mindre Religion. Om Søndagmorgen, naar Vinden bar til, kunde man høre Kirkeklokkerne fra Nørup, men ingen brød sig om deres Klemten.
Hun gik ned til sin Moders Grav med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs med Veien til Nørup. Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret. Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile og lagde dem paa Gravstedet.
Og som en gylden Slange faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand. Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen. Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle. Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse.
Dagens Ord