United States or Vietnam ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mordlysten kunde hos enkelte udarte til en ren Mani, til Sindssyge; og de Fortællinger, altid Selvoplevelser, som jeg hørte hos disse nydøbte Østgrønlændere, giver Indtryk, der er vidt forskellige fra de Forestillinger, man ellers gør sig om de fredsommelige Eskimoer. Og disse Beretninger synes mig at faa dobbelt Interesse, fordi de skildrer de sidste Krampetrækninger af en isoleret Stammes Liv.
„Aa, man har det saa trygt her mellem de kristne,“ vedblev den nydøbte Henrik, „for her gaar man da ikke i den stadige Uro for at blive myrdet. Jeg var aldrig rigtig sikker paa Østkysten, jeg var jo faderløs. Det var stygt med alle de Mord; naar de først begyndte at myrde, blev de helt afsindige. Der var engang en Morder, der gav sig til at drikke sit Offers Blod; han spiste Tangplanter dertil.