United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Katinka Katinka dog ... Det lød fortvivlet og i Graad; og han #rev# hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for hendes Fødder. -Ja, min Ven ja, min Ven. Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder, mens han knælede: Ja, Huus, ja. Taarerne løb ned over hendes Kinder.
Men han havde været taknemlig og havde elsket Kvinden og troet, at saadan skulde det være. Han havde været ung, selvfølgelig. Blodet havde kogt i ham, som Sødsuppen nu stod og kogte derude i Køkkenet og trommede mod Laaget for at slippe ud. Og Glæden havde staaet om ham som en Em, der blindede ham og andre.
Men jo hun vilde gaa hurtigt ... for hvis de red og kom denne Vej ... Hun vilde alligevel, hun vilde nødig møde dem ... Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Øjeblik langsomt, og det var ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder først stak op saa pludseligt og lige ved hende, saa hun knap fik nikket.
Men Fru von Eichbaum havde vistnok slet ikke hørt det, for hun rejste sig kun og sagde: -Og nu er der for Julius kun at tænde Lysene an. Generalinden nikkede, mens Fru von Eichbaum aabnede Døren. De gik gennem Gangen ud i Generalindens Køkken.
Min Tale lød efter min samtidige Opskrift saaledes: VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse synes overflødig.
Han siger sandsynligvis til sig selv, at han er vel ude af den Historie nu, da jeg er borte. Han mente formodentlig ikke et Ord af alt det, han sagde til mig. Naa, han behøver ikke at ærgre sig! Jeg har ikke haft i Sinde at falde i Armene paa ham jeg vilde bare have været glad ved at se ham, fordi han er et Menneske, og ikke som de andre her.
Tine for sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, horte hun efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de laeste for saa laenge, for hvor laenge.... ... "Atter loftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet, ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Folget havde opstillet sig. Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets Indgang, Kisten sattes paa sin Plads.
Saa blev der en Pavse, og hver tænkte paa sit, maaske paa det samme. Og uden næsten at vide det, sagde jeg: -Véd du Kristian vi er ikke mere unge nu. -Tredive Aar. -Ja tredive Aar -Og du du er jo blevet "berømt". -Ja det er bleven sagt af en Rus i et Lørdagssold efter to. Men jeg vilde hellere være atten Aar.... -For at opnaa hvad? -Opnaa hvad? Ingenting af det, jeg har naaet du.
Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: »Ja nu er det vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti. Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i Seng igjen?« »Jeg vil blive hvor jeg er«, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa min Plads. »Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg sagde igaaraftes.
Da han nu ser ud over Havet, faar han et Stød i den ene Skulder, saa han tumler ud i Søen, og inden han kan faa Tid til at samle sig, faar han en Lænser stødt ind mellem Skulderbladene med en saadan Kraft, at Odden gaar ud mellem Brystbenene.
Dagens Ord