United States or Faroe Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det kan du ikke holde ud, og sandsynligvis vilde det ende med en hovedkuls Afgjørelse, som det var lige ved før. Vi har nu hver for sig været hos dig og ført vor Sag fra nu af Ført eders Sag! udbrød Minna og saae troskyldig paa mig; men, kjæreste Harald det har du jo slet ikke gjort. Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. Synes du, at jeg tager det for roligt
Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa. Og sin Moders Grav. Der var hun helst.
Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig Middel til at cultivere hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans omflakkende Levnet men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham selv, som til Gavn for Fædrelandet.
Jeg kan sgu ikke." Flyge turde ikke love ham nogen virksom Hjælp. Men naar Birger var i Byen, faldt hans Veje ikke desto mindre jævnlig sammen med Fru Ellis'. Han plejede nu at blive bedt ind i Haven, naar han kom forbi. Der satte han sig saa ved hendes Side paa en Bænk, mens Barnet fik Lov til at rode i Jorden. I Lejligheden vilde Fru Ellis derimod stadig ikke have ham ind.
Ikke just noget mageligt Sæde for en ældre Herre, der vil nikke ind i Middagsheden, men meget passende for et ungt Par, der ikke stiller saa store Fordringer til Magelighed. Og saa den romantiske »Hollunder« den stod ikke i Blomst nu, men den havde blomstret for ham!
Gertz bad mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift "Stat og Statsforfatning i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham, at jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa Fald ogsaa maatte tage Talen med. Decemb. s.
Og nu nu sad jeg, jeg Repræsentanten for den danske Studenterstand, jeg, der skulde bringe Liv og Lystighed og Ungdomsfriskhed med mig, jeg sad her og taug bomstille og spiste Gaasesteg med Kartofler til som en rigtig Philister.
Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger: Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han ikke snart de Penge sendende, begyndte det at blive svært ubehageligt. Nu havde han allerede Salær for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter, fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land.
»Ja bare Gamle vilde tale«, tænkte jeg, »saa skulde Corpus Juris faae en Prædiken, som han længe vilde mindes.« Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom den vilde sige: »han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.« Og Gamle gik ganske langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.
Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre, indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare. Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at sige, hvem af os der saa værst ud.
Dagens Ord