United States or Qatar ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille Mindegave frem, som Frøken Medwin havde givet mig. Det var en Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af hende. Hun havde øjensynlig baaret den om Halsen, for der hang et Stykke falmet Baand ved den.
De er maaske allerede færdig ha ha De mangler maaske bare at faa det trykt ... Men har De ikke somme Tider her oppe lagt Mærke til saa den Ene og saa den Anden, som kommer herop Dag efter Dag og som bare gaar her og bliver hængende? ... De bider sig fast i et eller andet Spørgsmaal, som de aldrig slipper fra igen. Det er saadan noget lignende som at samle paa tomme Sneglehuse."
Men før jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt »Tak« allerede sprunget op ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre den Lille op. Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk, hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bænkene.
"Nu bliver De her da nogen Tid her i Byen," sagde hun. "Ja jeg har jo faaet en Plads herinde. Det er derfor, jeg kommer her. Jeg skal tiltræde den imorgen." "En Plads? Nej virkelig? Er den god?" "Aa jeg begynder med halvfjerds om Maaneden. Men saa er det saa udmærket, at det er noget helt nyt. 'Avanti' kender De det?" "Nej." "Det er et Aktieselskab.
Stemmen slog over, saadan anstrengte han sig. Stella sad ganske stille og saá paa ham. Saa lagde han Bogen og gik frem foran Spejlet og talte med sig selv, slog ud med Armene og stillede sig i Position. Lidt efter laa han igen paa Maven, rød i Hovedet og svedende. Man kunde godt tale rundt omkring ham, det forstyrrede ham ikke. Han hørte kun Samtalen som noget fjernt, langt borte.
Under Gudstjenesten slog det mig gentagne Gange, at der var noget galt i Gære, og da vi kom ud og saá den Hob, der havde samlet sig ved Døren, blev dette Indtryk bestyrket.
Skal vi saa danse, sagde Katinka. De smaa Lygter var tændt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over Bænkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i Mørket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der gled ud og ind. Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, førte sikkert. Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.
Ved Solnedgangstid beregnede de rejsende, at de havde tilbagelagt otte Mil i Dagens Løb. Det var jo et ganske pænt Resultat, og hvis hele Rejsen blot vilde forløbe lige saa let, farefrit og fornøjeligt, havde man ikke noget at beklage sig over. Men Anstrængelserne og Trætheden vilde vel nok melde sig de kommende Dage.
De Indfødte her var et fredsommeligt Folkefærd, der ikke kunde sammenlignes med Afrikas og Australiens vilde Stammer, saa noget Overfald behøvede man sikkert ikke at frygte.
Saa lostes de i Grupper paany, og talte igen om "Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, horte man Graa sige over dem alle: Gud vil skaerme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod taet ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der var svagt snovlende: -Min Go'e det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.