United States or Guyana ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Saa er det vel sagtens Dem, der hedder Nicolai, kan jeg tænke«, sagde Forpagteren, idet han trykkede min Haand saa kraftig, at jeg troede, at han havde beholdt mine fem Fingre med det Samme.
Men neppe var jeg færdig, før han kastede sig ned paa en Stol ved Siden af mig og brød ud i en høi Latter. »Ha ha ha! nei det er mageløst! ha ha ha! nei Nicolai! Du er glimrende! ha ha ha!«
Gamle var ikke fornøiet med den Slutning, men Aanden var vegen fra ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor den blev staaende. En lille Stund sadde vi atter stille, derpaa sagde Præsten: »Skriv Nicolai: »Dog mange Lyder »Besidder Han , »Og snart hans Dyder »Man tælle kan: »Sort er hans Øje, »Og sort hans Sjæl; »Vi maae ham kalde »En Laban fæl.«
Jeg satte mig paa en Stol og skjulte mit Ansigt i mine Hænder, jeg vilde ikke see paa den Uhyggelighed, som herskede rundt omkring mig. »Hvad mon det kan være, som sidder paa denne Stol?« Jeg foer i Veiret og saae Præsten staae ved Siden af mig. »Det er mig«, svarede jeg i en mat Tone. »Er det virkelig Nicolai, den meget opfindsomme Nicolai, som sidder der!
Engang, da vi havde drukket vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar Corpus Juris var i usædvanlig godt Humør lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle svarede ganske rolig: »Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa, Nicolai« hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom.
Hun fortalte, og jeg hørte efter, i dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette Øieblik til for mig. »Hvor er Manddræberen Nicolai henne?« lød pludseligt en stærk Stemme nede fra Gangen.
»Men jeg kan nok tænke, hvad der er i Veien«, vedblev Præsten, »for jeg kan see Dem lige ind i Hjertet, Nicolai; og veed De, hvordan Deres Hjerte seer ud? det seer ud akkurat som den store Skive paa Exerceerpladsen, naar Husarerne har skudt til Skive hele Dagen igjennem.« »Ja saa«, sagde jeg, for dog at sige Noget. »Men den Sag skal De ikke tage Dem altfor nær.
»Aa jeg bryder mig ikke om at dandse.« »Det var altsaa nødtvungen, De dandsede forleden Aften? Stakkels Nicolai!« »Jeg har desuden en daarlig Fod.« »Den Sygdom er kommen pludselig over Dem, for et Qvarteer siden feilede De jo ikke Noget.« »Der er heller ikke flere Damer tilovers.« »Hvad kalder De da det Hvide, der sidder henne i Sophaen?
Den burde indmures her i Døren ligervis som de engelske Bomber i Kjøbenhavn, og underneden skulde skrives med forgyldte Bogstaver: =Nicolaus fecit=. Ja Nicolai, at De har slaaet min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted.
»Nei jeg vil heller blive her«, svarede denne, idet han saae hen paa Emmy. »Ja, ja da«, sagde Præsten til Gamle, »nu skal De faae Lov at gjøre, hvad De vil, for siden skal De gjøre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at glæde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. Kom nu, Nicolai!«
Dagens Ord