United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var hende, der kaldte sig Jomfru Maria.“ „Aa, fortæl endelig om hende! Jeg har set hende og vilde saa gerne høre noget om hende.“ „Jeg husker ikke længere Enkelthederne i denne mærkelige Sag, men jeg skal læse min gamle Dagbog for dig, hvis du vil høre det,“ sagde Præsten; og saa fik han et gammelt, gult Hefte frem og begyndte at læse af det.
Til sidst kom Hertugen og jeg til at være alene et Minut, medens vi stod og saá ud ad Vinduet. Hans Øjne undersøgte mig helt igennem naa, i alt Fald er min Næse og mine Øren og mine Haandled lige saa fine som Lady Merrendens stakkels Mamas mærkelige Moder kan ikke ses udenpaa mig Gudskelov. Han sagde ikke meget, kun dagligdags Ting om Udsigten. Jeg var bange for ham og temmelig nedtrykt.
"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa." Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa mig og smilede. "Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han. "Hvilken Hustru vilde være saa stadig?" Jeg lo.
Der maatte være sket vigtige Ting i Tyskland, medens vi havde været borte; maaske den sovende Jætte var ved at vaagne. Jeg tænkte paa de modvillige Ansigter, som jeg overalt havde mødt, og det forekom mig, at saafremt jeg havde kunnet se ind i disse Folks Hjerter, kunde jeg have bragt mærkelige Nyheder med mig til Frankrig.
Hoben, der havde samlet sig ved Døren, stod gabende og iagttog denne mærkelige Scene. "Staa op," sagde Nikola til den ulykkelige, "luk Munden og Øjnene op! Du vilde have myrdet mig, men jeg har skaanet dig. Prøv igen paa, hvad du prøvede i Aften, og du vil lige straks miste baade Syn og Mæle og aldrig faa det igen. Gaa saa!"
Og hvad der mellem alt det Øvrige fik særegen Betydning, var Tanken om hint mærkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og navnlig hans Besøg i Sesenheim, der gjør ham saa stor Ære som Digter, men kun ringe Ære som Menneske.
Lûtivik, hører jeg, har i Gaar set mærkelige Spor deroppe. Han er ikke den første. Kender I Sagnet om „den eenøjede Kæmpe paa Kingigtok“? Jeg skal fortælle det. Der gaar Sagn om, at der engang herskede stor Nød ved Husene i Igdluerungneq. Saa udpinte var de til sidst af Sult, at ingen mere forlod Sovebriksen. Jo, een var der, som jagede for dem alle, og det var en lille forældreløs Dreng.
Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde tale. Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene havde omvendt Betydning: Naar de vilde takke, skældte de ud; og saaledes sagde de altid det modsatte af, hvad de mente. Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en gammel Mand, som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan Ravnene kun skrige.
Løsenet i denne Naturalismens Førstevaar var jo Arbejdet ude i Naturen som det alle Dage burde være det. Gamle Malere som P. C. Skovgaard malede efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf disse mærkelige brune eller grønne Farver, som gav saa lidet af Naturen.
I kan tænke Jer, at saafremt jeg tidligere havde tænkt lidt over Tingene, blev jeg ikke lettere om Hjertet efter denne mærkelige Samtale bag Riskvistene. Hvad der imidlertid havde større Indvirkning paa mig end hans Ord, var hans bævende Stemme, hans Ansigt og hans Øjne, der skævede til højre og venstre, og i hvilke der kom et forskrækket Glimt, blot en Gren knagede.
Dagens Ord