United States or Netherlands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Giovanni var hidsig, og slog sig i Raseri paa Benene og bøjede Pisken til en Slynge, saa den fløj langt op i Amfiteatret. Mr. Cooke raabte til Hesten med smaa, afskaarne Hvin. Giovanni tog Tilløb, bukkede sig sammen, udstødte et Skrig og satte fra. Han fejlede og faldt. Han forsøgte igen, sprang fra og faldt. Og staaende midt i Manegen stampede han Jord og Høvlspaaner op under sine Hæle.
Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde ikke vække ham. To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med Kenderens Øje Jokeyens Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene af. I en af Pantomimerne var Mr.
Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri. En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren. Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han til Giovanni.
Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen raabte ned over Vejen: -Jomfru Bolling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ... Mr. Arboun har bragt det. Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa forte hun Haanden hen over Ojnene, langsomt, og blev staaende.
Om Aftenen, naar hun efter Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt. Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af saadan En.
-At bringe alle Ofre for den alt at gjøre det Vanvittige det fanatiske ... at blive Martyr med Glæde Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rødme op i hendes Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde: -Men, bedste Vilsac jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med Dem. Ellers plager det mig ikke ... Er der ellers noget nyt? -Aa, man siger, at Mr.
-Hm. De kunde lære endnu. Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham. -Hvem var han? spurgte Giovanni. -Han? Mr. Cooke. -Cooke Jokeyen? -Ja. Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden. Giovanni opsøgte sin Fader. For fire fem Aar siden var Faderen falden gennem en Lem og var blevet halt.
Det er en Mr. ..., ja nu have vi glemt Navnet; men det venlige Ophold under hans Tag det være sig nok saa kort glemme vi ikke.
Efter Prøven bragte den unge blege Mand Giovanni et Uldtæppe. -Tag det om Dem, sagde han. De forkøler Dem. -Tak, Mr. Batty. Giovanni tog Tæppet om sig. Hvordan synes De, det gik. -Aa, det kommer. -Tror De? -Ja vist. -Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden. -Farvel, Mr. Batty. Vi ses. Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab, det mellem Giovanni og Mr.