United States or Pakistan ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg véd ikke af, at jeg paa nogen Maade er uvenlig mod Dyr; men jeg er bange for, at hvis jeg havde været alene og denne Hund i Nærheden af mig, saa vilde jeg have været fristet til at tage en Stok og give den en Dragt Prygl.

-Ja, sagde Hans kongelige Højhed, medens det svindende Lys fra Vinduet faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod Striberne med Hvidernes Vaaben: -Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens Skulder: -Det er Resterne af gamle Norge.

Han stod lidt: -For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt: Livet fortsættes. -Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet. Han vilde gaa nu. -Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa elskværdig. -Naa hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu og frisk Mod.

Henimod Vestpynten stemmer Kysten sig op imod Søen i en bruunlig Klippeformation; men det er kun Fodstykket, ovenpaa udbrede de dyrkede Agre sig; man passerer det klippede Hams Bluff der gjerne sender et Pust ud af sine Tragter og Frederikssted, med Vestfarerne tilankers, kommer frem med sin lave Forstrand, hvorpaa Byen ligger, med Høider paa sin østlige Side, medens det skyder en lang Sandy point mod Syd.

Midt paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten. Rædselsfuldt uhyggeligt! I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to. »Hvad skal jeg nu gøre ved Jer ?« »Hvad De skal gøreGray bevarede med megen Anstrængelse sin Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos os ... De kan faa alt, hvad vi har.« »Penge føjHan spyttede haanligt.

Og det sagde Søsteren saa til sin Moder. „Hvor mon han nu tænker at drage hen,“ sagde Moderen, „siden han vil have Kødoplag liggende til os?“ Og saa gik hun ud og afskar selv et Hoved; det var oven i Købet det største, hun havde søgt ud. Det fortælles, at Poulineq's Kone havde vendt sig mod en gammel Pebersvend. Ham levede hun hos, naar hendes Mand var paa Fangstrejser.

Det gled nærmere og nærmere mod ham og blæste, saa det sved og flaaede i hans Ansigt og Bryst. Men han holdt sig fortvivlet fast og strittede imod. Først da Uhyret naaede helt hen til ham og stødte til ham med sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen, dukkede Hovedet ned bag Diget og sank tilbage i Elven.

Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Sprængbomber, tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er undertiden ganske forfærdelig galt.

Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev. Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig Afbrydelse. Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...

Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte af alle Stemmemidler et »Hovder næsten ikke var til at høre, det gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand. Holst havde mistet sin Stok.