United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Man kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fællesforfatning, men han gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrækkelig Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede Ministeriet 24.
»Jamen kære, saa sig mig ... forklar Dem dog « »Hvad vil De vide? Jeg har allerede givet Dem Traktaten tilbage. Jeg giver dertil mit Æresord paa, at ingen, som kunde læse den, har set den.« »Men hvordan har De faaet fat i den, Menneske?« »Det har jeg jo sagt Dem. Ved en Fejltagelse! Men naturligvis, er det et Tilfælde, hvor Ministeriet intet Ansvar kan paatage sig.
Maa jeg spørge, opdagede De #det#, da De var gaaet herfra?« »Ja, heldigvis « »Og har beholdt den indtil nu!« » Ja, siden i Aftes, Hr. Kammerherre! Ministeriet holder jo ikke aabent om Natten « Kammerherren stirrede paa ham, der var noget i hans Væsen og Stemme, som »Hvad Fanden ! Grev ...?« »Ganske rigtigt, Hr. Kammerherre!« afbrød den maskerede Detektiv og tyssede med Tegn og underlige Blikke.
Feddersen i Ministeriet: -Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, tænder Kronerne og danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat. Regnen blev voldsommere og lød som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne ved Indkørselen svajede ud, bøjende sig som skulde de knækkes. -Dér er det, sagde Forvalteren stille: det første Drøn gød sig op imod dem.
Som sagt, Ministeriet maa jo forblive tavs og lade uvidende.« »Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig. De afbrød blot, før min Beretning var endt.« Og han fortsatte med et Smil: »Jeg #har# givet D'Hrr. den nødvendige Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.
At Ministeriet lod det udføre af den Architekt, det havde valgt, var i sin Orden, men det havde dog været rimeligt nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven holdt helt udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium overdraget at sørge for dets Kirkers Forskjønnelse.
Det syntes endnu at være et Rusaar og at lide af de Mangler, man havde anket over ved dette. Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubeføiede, og Ministeriet nedsatte en Kommission for at prøve deres Berettigelse.
Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig tydeligere?«
Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked om, hvad der foregaar bag dets Ryg men « han saa alvorligt paa Detektiven, »rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er underrettede.
Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren, men blev pludselig staaende. »Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde, hvor Hensigten helliger Midlet?« »Hm ?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet paatager sig selvfølgelig intet Ansvar for Deres Undersøgelser. Det kan vi ikke.« »Aa nej saamæn.« Detektiven gik med et Buk.
Dagens Ord