United States or Barbados ? Vote for the TOP Country of the Week !


En enkelt Mast med skævt stillede Ræer og filtret Rigning hældede skraat med Braaddet. Andet saa' man ikke af Barken. Ikke dèr, i hvert Fald. Men paa Forstranden, helt her nordligt op, hvor vi kørte, var der Vidnesbyrd nok om Nattens Forlis. Den Buelinje, Søerne havde afsat paa Stranden ved Højvande, var i en Mils Længde tydeligt markeret af Tømmer og Splinter fra Skibet.

Vinterkvarteret laa over 100 Mil mod Nord, og det skulde naas, inden Efteraarsstormene blev alt for vilde. Vi fik Kajakerne paa Hovedet og bar dem ned til den lille , som gennemskar Næsset, satte over den, bar dem igen et Stykke over Land og var saa endelig nede ved den Fjord, som var vor Rejses endelige Maal. Inde i Bunden, en god Mils Vej indefter, havde Storfangeren, Ojuvainath, sin Teltlejr.

En Mils Vej paa den anden Side Havslunde mødte Hans Henriksen Frantz Uldahl fra Kragholm. Han kom bred og veltilpas ridende paa sin tykke Pasgænger. Goddag, Goddag! raabte Kragholmeren og nikkede venligt til den unge Mand. Hr. Frantz var jo i Øjeblikket uden for Fru Karens Kontrol, og saa løb Hjertet af med ham.

Det gaar jo godt. Det var nu bælgmørkt. Der var ikke Menneskebolig i Mils Omkreds. Og der var ikke det svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel. De kunde knap skimte deres egne Fødder i Mørket. Men stadig gik det fremad mod Storm og Regn. Væden drev dem ned over Ansigt og Krop i en uafbrudt rindende Strøm. Og Stormen gennemisnede dem til Marven, thi det blev koldere og koldere.

Fra det andet kunde vi stirre næsten tre Hundrede Fod ned i Dalen og se den Vej, vi var kommet ad om Morgenen, sno sig af Sted, medens vi gennem en snever Kløft til venstre kunde skelne den Slette, hvor vi havde været to Aftener i Forvejen, i næsten halvtredsindstyve engelske Mils Afstand. Da vort Maaltid var til Ende, tændte vi vore Piber og sad og røg en halv Time.

Men nu var der i dette Folks Opførsel kommet noget, som jeg ikke kunde forklare mig. Paa Landevejen besvarede man ikke min Hilsen, i Skovegnene vendte man Hovedet bort for at undgaa at se mig, og i Landsbyerne kunde Folk samle sig i Klynger og skule til mig, naar jeg red forbi. Det var i en lille Landsby ved Schmolin, en halv Mils Vej fra Altenburg, at Forholdene blev mig endnu mere brogede.