United States or Saint Kitts and Nevis ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vil Du tænke Dig, at der i Gaar kom den yndigste lille, islandske Hest sendende fra Fader! Den er saa lodden paa Benene, at det ser ud, som om den havde Bukser paa. Den er forfærdelig sød! Pigebørnene er henrykte og har allerede kaldt den »Mikkel«. Men jeg rører den ikke, naturligvis, jeg tager ikke imod Bestikkelser ! For véd Du, hvorfor han sender den?
Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen? Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv. Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det. Men straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten.
Det var der han kom fra i Morges. Og ingenting havde forandret sig siden. Mikkel pustede. Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsomt sin hule Haand forbi Ansigtet. Du har drukket, sagde han. Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret. Og han kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at blinke, eller uden at de løb i Vand en Gang.
Mikkel Thøgersen blev forundret og tillige glad ved at høre, at han skulde med ad Børglum til. Axel og han blev enige, hvad Resten af Natten angik, de begav sig hen hvor Agnete boede og fandt Nattely der. Begge følte det nyttige i at søge en i alt Fald udvendig Forstaaelse med hinanden ved at være fælles om en Svaghed, nu da de skulde gøre Rejse sammen. Agnete forærede Axel en Lok af sit Haar.
Aftenen var saa sval, der var god Tid i den, de lyse Nætter var jo inde. Frøerne sang frodigt i Kæret, ude fra Stranden hørtes nu og da et Pip af en fredløs Terne. Der var en Hyld i den Kaalgaard, som Mikkel var stanset ved, han kendte Duften af dens Løv, og det gjorde ham saa sorgfuld i et gammelt Minde, at han blev bange for sig selv.
Se nu vendte han Hovedet om mod den henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede hans Haar var af en fyldig mørkerød Farve. Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel. Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt nej, nu lo han og rynkede Øjnene Ligevægt! Besynderligt! Saaledes saa et Menneske ud. Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han gav sig hen i Dyrkelse.
Jeg har jo ikke kunnet give dig ret meget. Om du og Ane Mette nu kunde rejse sammen til Rom som du snakkede om. Jens Sivertsen har sejlet nogle tusind røgede Aal til Byen i sin Tid! Da Mikkel lod til at tage Skemten ilde op, tav Thøger. Men lidt efter afrundede han alligevel sin Drøm med følgende Bemærkning: Hun er god nok endnu, Ane Mette. De siger jo, de elsker hverandre.
Nogle raadne Grene skæres forsigtigt bort, at ikke den mindste Smule skal knække i det afgørende Øjeblik. Sikringen frem, Handsken af højre Haand, Ærmet bort fra Haandledet, Hælene godt i Jorden ... nu ikke et Lem ... stiv som en Støtte. Vi to Mikkel kan se hinanden stift ind i Øjnene uden at blinke. Om et Øjeblik ringes Solen ned.
Det er en Galskilling, om jeg ellers kunde finde den. Jeg har gemt den i mange Aar, til du kom hjem. Jeg kan jo ikke læse, hvad der staar paa den, selv om mine Øjne var til det, det er nok latinsk. Her er den, jeg har fundet den i Jorden en Gang. Naa Mikkel, hvad staar der saa paa den? Mikkel bøjede sig med vaade Øjne over den irrede Mønt og tydede Indskriften.
Heden slog saa stærkt ud derfra, at de nærmeste fik Vabler i Ansigtet, der opstod Trængsel og Panik. Men saa var det forbi. Mange vilde siden paastaa, at de havde set Satan spille i Flammerne, blaa som Staal, og fare ud med Røgen, da Baalet skred. Vinterens Røst Kongen havde befalet Kuréren paa Taarnet at blæse Velkomstsignal, naar han saa Mikkel komme tilbage.
Dagens Ord