United States or Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog høfligt tilorde paa sin tysk: Vor Lystighed var ikke ondt ment gør De os ikke den Ære at drikke et Glas Vin? Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud. Før han skrævede over Bænken og satte sig, gjorde han en Bøjning mod hver især og nævnede sit Navn, Mikkel Thøgersen, studiosus.
Her læste Retsbetjenten kortelig op for Susanna, at nu kunde hun gaa med hvad hun havde faaet; men kom hun inden Byens Porte nogensinde igen, vilde hun hjemfalde til Loven. Et lille Stykke borte holdt en Vogn, Fader og Datter steg op tilligemed den fremmede Jøde, og de kørte bort. Mikkel Thøgersen fulgte bagefter.
Det er mig, sagde han, da en Karl sprang op fra sit Halmleje. Tænd os et Lys. Karlen skævede til Mikkel, da han havde tændt Lys. Det var et stort Staldrum, men der stod kun en eneste Hest i et af Spiltovene. Otte Iversen gik op og klappede den og puslede lidt ved den. Læg du dig kun igen, sagde han til Karlen.
Sorte Tænder . . . det var nemt at se, at han var en Jyde. Mikkel kunde ikke taale hans Blik længere, han saa som fortryllet hen paa Reolerne, der løb rundt for ham. Et Kvarter efter stod Mikkel Thøgersen nede paa Gaden. Hvad var det saa, det var endt med? Jo Jens Andersen Beldenak havde hakket og snakket om Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig overhørt Mikkel!
Axel lagde knap nok Mærke til, at de gik fra Borde ovre paa Himmerlandssiden, han blev ved at fortælle, medens de fulgtes ad op over Vejen. Mikkel hørte ikke længere efter hvad han sagde, han gik stærkt foroverbøjet. De kom op paa Heden og omsluttedes snart af Stilheden der. Middagsvarmen lokkede en krydret Luft fra de tørre Smaaurter i Lyngbunden. En Bi summede over Vejen.
Da han havde set lidt paa den unge dræbte Fyr, der laa paa Gulvet foreslog han at fire ham ned i Gaarden, for at han kunde komme afvejen. Axel og Lucie gik ind og lagde sig, de hørte Mikkel snakke halvhøjt med sig selv. Da Mikkel kom ind i Axels Kammer efter at have faaet Liget fjærnet, sov Axel.
Det var i Januar Maaned, Garden stødte til Kong Hanses Hær. Mikkel kunde igen tale med Danskere efter to Aars Forløb. Da fik han en Dag at vide, at Otte Iversen stod ved Kongens Hær Fændrik i Rytteriet Hadet brændte op i ham. Han længtes efter at se ham. Mon Otte Iversen hadede ham dygtigt? Forhaabentlig gjorde han. Men Mikkel havde ikke Held til at faa Otte Iversen at se.
Hvorfor havde han Sorg, Trækkene var mere egnede til Lystighed. Snakken gik, de fire Soldater begegnede Mikkel forekommende. Og Mikkel følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at man kaldte ham for »Storken« inde i Byen.
Kunde De da forestille Dem, De var forlovet og skulde afsted? Jeg er forlovet. Jeg er rejst fra en Pige, og før jeg tog afsted, lovede hun mig at vente paa mig, om det saa varede aldrig saa længe. Mikkel turde ikke røre sig, saa ilde tilmode blev han over Otte Iversens Forlegenhed og den Bespændthed, han aabenbart pintes af. Hun hedder Ane Mette, sagde Otte Iversen noget efter ganske sagte.
Det var ham ikke muligt at tilgive Axel. Inger havde Mikkel jo aldrig set. Han tænkte heller ikke paa Ane Mette nu, uden forsaavidt som han pintes. Han tænkte ikke paa andet, end at Axel havde fornærmet ham den Gang i Stokholm. Ja og . . . ja han hadede ham ustyrligt. Men Hjærtet sad i hans Hals. Mikkel følte sin Svaghed stige i samme Forhold som han svor at handle.
Dagens Ord