United States or Suriname ? Vote for the TOP Country of the Week !
Stenen havde sikkert været meget kostbar, sagde han; og begyndte man først at finde Kostbarheder i Grønland, vilde sikkert fremmede Folk komme til Landet. Og da vilde det gaa Grønlænderne ilde, og de vilde maaske snart ikke findes mere. Derfor holdes Kostbarhederne skjulte for Menneskene!“
De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op i Kroppen paa Ænderne, der laa i Bygdens mange Møddinger, og gjorde dem endnu mere snadrevorne, end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt og nippede til Møddingaffaldet saa sippede og snærpede, som var de alle Gammeljomfruer, der aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom.
Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvælede ved enkelte Tusinder, der »maaske for Øjeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme«: han afvejede Taxationsværdierne, ansættende lavt: Lad os sætte lavt, mine Herrer, blev han ved at sige: vi sætter lavt af Hensyn til Tiderne; og han afrundede Summerne »med alle de upaaagtede Værdier«, som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer....
Saa tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt: "For De vil jo nok høre det næste? ..." "Naturligvis," Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at gøre den mere ligegyldig. "Det var altsaa de store Replikker naturligvis de maa jo ogsaa ligge bedst for Dem ..." Han skubbede Lænestolen lidt frem. "Dér sidder altsaa De jeg her. Nu skal jeg nok spille med saa hjælper det."
Rektor gentog altid saadanne Spørgsmaal, og anden Gang blev Beklagelsen endnu mere sorgfuld og hvislende. En Styrtesø af Spyt ledsagede den voksende Bekymring, og Synderen stod ret uden at turde tørre Spyttet af. Det var jo ham. Rektor saá atter pas sit Offer. "Vil Du da kun gøre dine Forældre Skam?" spurgte han saa atter.
"Jeg kan ikke blive paa Fabrikken. Jeg kan ikke mere arbejde sammen med de Mennesker." Hansen-Maagerup bøjede tavs Hovedet. Han havde ikke tænkt paa det før, men han følte, at Bøg afgjort havde Ret. "Og Opfindelsen?" dristede han sig endelig til at spørge. "Opfindelsen ja. Den er vel foreløbig ikke det værd, som Patentet koster. Men jeg giver ikke efter. Jeg sælger den ikke til Aktieselskabet.
"Ja, Du bli'er angst," sagde hun, "Du havde vel troet, at vi var færdige? hvad? havde Du?" Hun gik lige hen og tog ham i Armen. "Ikke sandt," gentog hun og kneb ham, saa det gjorde ondt, "nu var det forbi nu, da Du véd Vejen og ikke mere behøver nogen Vejviser?" Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og støttede sig til en Stol. "Hvorfor er De kommet," spurgte han.
Alle Butikker uden Undtagelse er lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre Steder, de er nu rømmede for deres Boder og forvandlede til vældige, guirlandebehængte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin Begyndelse.
Jo mere fristende Lønnen er, desto stærkere anspændes ogsaa Evner og Kræfter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto større Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjørende Sejr skal vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karrière gjort, det bringer ham Ry, Position, materiel Uafhængighed.
Mildere, mere overbærende i sine Domme, doucere og lempeligere i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen være end han.