United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
Et Par Svaler fløi ind under Hvælvingen og kvidrede uafbrudt under Talen og Rosenduften slog i tunge Drag fra Kirkegaarden ind gennem Dørene. Ellen sang ikke med og hørte ikke efter. Ord og Sang gled hende forbi; mens hun selv ræsonerede over sin Hjerteløshed, sad hun under hele Handlingen og nød i inciteret Behag sin Hemmelighed, at dette Menneske var død af Kærlighed.
Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt. Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem Kærligheden havde fortæret.
Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa den laasede Badekammerdør. Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen brænder« har gemt Tampen.
Hans Excellence sad ved sit Bord endnu. -Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage. -Saa maa det være. Jægermesteren stod op: -Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs. -Ja, sagde han. -Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør. Hans Excellence drejede Hovedet: -Jeg ventede Dig, sagde han.
Da hun pludselig saá Fritz, sagde hun højere og lidt rød i sit Hoved mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et Øjeblik betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved Ankomsten før en Middag betragter hinandens Toilette-: -Deres Fader er jo i Byen. Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevægelse, løftet sine Øjne: -Ja, sagde han.
-Det er Frøkenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige, mens hun bød om. Der blev en stor Jubel, da Døren gik op for Frøken Koch, og Qvam raabte: Skaal, Frøken Koch; mens de alle klinkede. -Naa, der er ogsaa Mandfolk, sagde Frøken Koch, der ikke var i andet Festskrud end en ren Krave. -Ja, to, sagde Karl og bukkede. -Det ser jeg, sagde Frøken Koch, og de lo igen.
Han sprang øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød. »Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken.
-Nu klinkes der, sagde han, og listende paa Tæerne, med Glasset i Haanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trædende fint i Gulvet, i Gaasegang op til Helgesen: -Hurra-ra-a, sagde Qvam. -Og Tak for Madeira'en. Frøken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med et tomt Glas. Men Frøken Boserup sagde nede fra Bordet: -Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.
Hvad havde han tænkt paa den Gang? Han huskede det ikke. Men hun saá paa ham og sagde: "Man glemmer aldrig saadan noget sig mig det." Han gav sig til at le, og Latteren smittede. De lo begge en Stund, indtil Latteren blev til stumme Smil, og han bøjede sig over imod hende. Og hun rødmede og holdt ham for Munden, mens han hviskede til hende, halvt liggende i hendes Skød.
Tine taug og forte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og ind lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende. Hun rejste sig og hun bragte Maelkepunschen ind og tre Glas; og de drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Taeppe mens Tinka og Berg blev ved at tale. Hen gennem Huset horte man Lovenhjelms Klaver og Majorens Stemme.
Dagens Ord