United States or Sint Maarten ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun blev atter ført til Bords til dagligt Taffel i den mindre Spisesal af Hans Højhed Hertugen; og efter Taflet broderede hun mens Komtesse von Hartenstein læste højt paa sin Kakkelovnsskærm med Perler til Borgerforeningens Basar. Hendes Højhed sad bøjet ind under Lampen og stak Sølvperlerne paa den fine Naal. Lyset faldt ned paa hendes røde Haandled og paa Ansigtet, som hun holdt hen i Skæret.
Og Ida lukkede Gangdøren, mens Fru Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Øjnene fæstede paa Døren til "Salen" og gik. -Ønsker Doktoren noget? spurgte Ida. Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. -Nej Tak, sagde han kun og rørte sig ikke. Det blev Skumring.
Her havde han gaaet og hørt Aandepustet fra sine egne haarede Næsebor. Kongens Ansigt skiftede Udtryk hele Tiden, mens han laa der i Alkoven og saa frem mod Lysene uden at kunne blive søvnig. Der for Skygger over hans Bryn. Saa laa han igen sagtmodig.
-Katinka Katinka dog ... Det lød fortvivlet og i Graad; og han #rev# hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for hendes Fødder. -Ja, min Ven ja, min Ven. Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder, mens han knælede: Ja, Huus, ja. Taarerne løb ned over hendes Kinder.
Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens Tine, af den Praestespire, sagde Sten til sin Kusk, mens de korte hjem ad Gammelgaard til.... ... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis drev de Unge hjem bag Hegnene. Madam Bolling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra Dorene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet Svar.
Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens Stjerneskud. Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene. Alle Tanker her fik de komme og gaa alle Længsler her fik de nye Haab. Og her kunde hun græde i Fred. Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt, troskyldige Bønner.
Jeg var redet derop gennem Skoven der var saa køligt og saa friskt under Træerne og saa derude Havet og Luften saa klar Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt i Solheden, og sang, mens jeg løb ... -De er maaske en lykkelig Natur? -En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei, det tror jeg ikke, at jeg er
Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt begyndte at sænke sig den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens Engle dansede, mens de blæste paa deres luende Tuber.
Dagens Ord