United States or Algeria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Altsaa: men nøjes med Johannisberger-Dorf i sin Kjelder det er notorisk, at han var en passioneret Vinkjender og et Fyrstendømme paa Loftet, det er Nemesis! Aa, saa den Karl har ærgret os! Nu er han altsaa død, Gudskelov, og Manuskriptet findes. At jeg dog ikke var tilstede. Naa, men jeg fik Brev idag, blev tilkaldt som saa at sige en Slags Autoritet, kjære Ven! og De kan tænke ....
Med Frygt og Bæven leverede han ham Manuskriptet, og to Dage tilbragtes i ængstelig Forventning; saa fik han det tilbage med det velbekjendte faderlige Smil og den Bemærkning, at det var meget kjønt, men det egnede sig ikke til Udgivelse; der tilføjedes ikke engang en Opfordring til at fortsætte de poetiske Forsøg. Det var en alvorlig Skuffelse, men den blev snart glemt.
"I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde han. Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage naa, saa bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?" Saa læste William sit Enaktsstykke højt. Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det til sig. "Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.
Høg lo, talte sagte med sig selv, gned sine Hænder. Saa standsede han ved Sønnens Stol og sagde pludselig: "Ja, for det fordærver Dig vel ikke?" "Jeg skriver jo altid," sagde William. "Vist saa, vist saa. Naa skriv saa." Sønnen bøjede sig ned over Manuskriptet, hans Hoved var tungt som Bly. "Thi Kvinden er ikte bedre værd," dikterede Høg. "Manden er Herre og kan ødelægge uden Ansvar"
Et Udraab som et kvalt Skrig døde i Sønnens Strube, saa tvang han sig og sagde med et Smil: "Du passer godt paa mig, Fa'r." Han satte sig ved Skrivebordet og aabnede Manuskriptet. Han tænkte ikke mere, Blodet suste i hans Øren og Bogstaverne dansede i Taage for hans Øjne. "Monumentets Afsløring" stod der med store, snirklede Bogstaver, han gyste og vendte Bladet.
Kjender du det? Ja, vi kjender det. Ak, de læser Heine sammen, de unge Hjerter, udbrød Fru Hertz. En skjøn Tid! Snart efter tog vi Afsked. Vi gik ad »Grosser Garten« til, Regnen var hørt op. Da vi havde gaaet lidt, udbrød Minna: Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet til det Digt! Ja, et besynderligt Tilfælde! »Es giebt keinen Zufall!«
"Hvad vil Du med det?" "Faa det antaget, kære ..." "Aa hvor vil Du hen det er jo slet ingen Komedie ..." "Maaske," Hoff tog Manuskripter, "men det er en Stemning, og det er allerede noget meget rart." Han gav sig til at blade i Manuskriptet. "Men, at Du giver Dig til at være Sejrsprofet naa, saa meget desto bedre."
Sønnesønnen blev ved at læse: -Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv. Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt. -Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke. Han slap Manuskriptet: -Øjnene vil ikke mer. -Læg det hen.
Dagens Ord