United States or Guinea-Bissau ? Vote for the TOP Country of the Week !


De havde ogsaa fanget en Yngling, som de førte med sig; han var iført en hvid Linkjortel, hans lange kastaniebrune Lokker holdtes tilbage af et Guldbaand, og hans Øine tindrede som to Stjerner. Thjodolfs Mænd spurgte, om de skulde offre ham til Odins Øje, som de ellers gjorde med alle christne Fanger.

Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende Haremsdame at se, lad og træt ... Hun talte dæmpet, naar hun endelig talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over Sofaen.

Den er uhyggelig, denne Støj, den klemmer for Brystet, den jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og hører og tænker. Mellem Søjlekolonnaden, der løber rundt omkring Bygningen, og inde i selve Børshallen er det mere end Støj og Larm.

Allerede hos Homer er Aphrodite optaget i Gudefamilien paa Olympen; men hun er en halvvejs uhyggelig Dæmon, der lokker Helena til at forlade sit Hjem i Sparta. Helena føler det uværdige ved at være hos Paris i Troja; men hun magter ikke at rive sig løs fra Aphrodites Magt.

Men mest det sidste; det er den Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar. Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien. Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfære, der ligger over de populære Lag.

Hans sorte, glindsende Haar falder enten i Lokker over Skuldrene eller ogsaa er det tilbagestrøget og bundet i Nakken; Hovedtøiet bestaaer i et let broget Tørklæde, dog gaae de ofte uden Hovedbedækning.

Og den ældste af de to, en Olding, hvis Skæg er lige saa langt som hans hvide Lokker, der falder ham helt ned over Ryggen, taler til ham: „Ser du disse Mennesker derude. Der findes gode og onde imellem hinanden; dem skal du lede paa deres Gang her i Livet.“ Og saa giver den gamle ham en stor Bog, Biblen, med de Ord: „Af den skal du, og siden de andre, lære!“ Og den gamle forsvinder.

Juli 1852 ægtede jeg Minona Güntelberg. Hun var Aar yngre end jeg. Jeg havde kjendt hende i min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; men Tiden havde skilt os ad, og først efter mange Aars Adskillelse traf jeg hende atter i en Jernbanecoupé, hvor en fælles Veninde gjorde os bekjendte med hinanden.

-Det er det, sagde Moderen og hun lo og løb ind i Storstuen: -Nej, nej, bliv dér, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i hele Boden. Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt, hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud; for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud. Der blev helt stille ovre hos Smedens.

Primo- og Sekund-Violin trakteres taalelig vel, og understøttes paa det Smagfuldeste af en Ladestokke-Triangel, en tom Blikdaase som Tromme og en Barnefløite, hvorpaa en stor skjægget Mand spiller med uforligneligt Alvor; man dandser Valse og Sextoure og "Hvorfor skulde jeg ikke gifte mig" akkompagnerer en lystig Reel, som lokker Officererne til at være Tilskuere; Melodien slaaer om til Yankee doodle og Dandserne ere utrættelige; de meest Adstadige smittes, og selv den forknytte Oppasser, der i sin Fortvivlelse og Søsyge vilde i Land ved Skagen og nu er et Pragtexemplar af Fedme, faaer sig en Svingom, men bliver flau, da hans Lieutenant siger: "det var Ret, Jens!"