United States or Serbia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvorpaa de igen en Tid glemte al Strid og Uoverensstemmelse, og om Nætterne suste bort med hinanden i Taifuner af Elskov, der efterpaa fik dem til at ligge som livløse ved hinandens Side ... Palledreng ... kunde Mona saa klynke, idet hun mat lod sine Fingre glide gennem hans Vildmandsskæg Palledreng ... Du er stor i din Kærlighed, mægtig, overvældende ... men det er kun mit Legeme , Du elsker!
Naar Arbejdet var endt, efter Aftenflod, samledes vi enten inde i Teltet eller ogsaa udenfor ved Tøndestablen. Og der fortalte saa hver og en, der havde en Oplevelse bag sig. Og det havde de alle sammen. Jeg vilde have noget at vide om Sommerens Nomadeliv og sad en saadan Friaften ude og lod dem fortælle.
Da sagde de til hverandre: "Lader os ikke sønderskære den, men kaste Lod om den, hvis den skal være;" for at Skriften skulde opfyldes, som siger: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon." Dette gjorde da Stridsmændene. Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene.
Marie vilde fly; sagde: Maag men Maag ... med en Stemme fuld af Graad. Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre. Den næste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit Samtykke og lovede at holde Brylluppet til Høsten. Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud.
Minna, der næsten havde bøiet sig ud af Vinduet, vendte sig strax efter om imod mig; hendes Ansigt var farveløst og næsten fortrukket: Bliver du nogle Dage i Dresden? men dette Spørgsmaal ledsagedes af et Blik, der rettede det til en Bøn. Mit Svar lod vente paa sig. Skulde jeg ikke benytte Leiligheden til at vise mine Kort en Smule? Hvis jeg vilde gjøre det, var der ingen Tid at spilde.
-Men de har ingen Øjne, de andre, føjede han til i sin misfornøjede Tone, de har ingen Øjne du ... Naa, sagde han og nikkede: Det kommer. Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem paa Kørebanen. De saa' Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket Damehaand frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bøgegren, mens der blev lét i Vognen.
I min Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed, at han lod Kniv og Gaffel falde og forfærdet foer op fra sin Stol. Nu kom der Liv i Selskabet; hvor før herskede Gravens Taushed, blev en Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at høre Noget.
"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte atter at røre Aarerne. "Selvfølgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke ogsaa passe paa?" Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind paa Linen. "For Satan, Knægt, skynd dig at faa Snøren ud. Den maa sku staa her i Nærheden." Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen og lod Snøren plumpe overbord og gaa til Bunds.
Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper, idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst som Sommerfugle, der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande.
William havde sat sig. Professoren læste uden at se paa ham, satte sig, lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William
Dagens Ord