United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg lo naturligvis med, men paa den flove og tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spøgen; rigtignok gav den lystige Røver en Forklaring, men paa saa bredt Sachsisk og sandsynligvis i den Forudsætning, at jeg vidste Besked, saa jeg blev ikke klogere derved.
Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa aabne, han holdt af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvileløse den ganske Dag, lo i Garderoberne.
Saa sagde han: -Ja Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Tørvetriller. Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo. Men Bai betroede Kiær, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et paa Fruentimmer. -Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne ser De, sagde han, om Aftenen, naar han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig stort paa Fruentimmer....
"Han" var Jomfruens Søn. -Ja, nu er han jo løbet fra Konen. -Naa. -Og Kærresterne ta'er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen. -Hvad lever han af? spurgte Excellencen. Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et før: -Det er osse en Færdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.
Og det var Ridder Snip og det var Ridder Snap Tip-Tap. Knaegten lo, mens hun sang og loftede ham hojt: -Og skal du med Preusserne slaaes , og skal du med Preusserne slaaes , raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten. Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med Drengen paa sit Skod. Ane blev ved at taelle sine Tutter.
De lo igen, og Konferentsraadinden, der var færdig med Suppen, sagde betænksomt: Ja det er mærkeligt ... Naar jeg tænker paa min Moder.... -Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gaa med Kappe.
Hvor var han ikke glad Juleaften rigtig et Barn endnu naar Stiftsdamerne, havde tændt "Drengens" Træ i den store Sal, og den lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svampeholdere og de filerede Vasketøjsposer og Strømperne, som gamle Hænder havde hæklet og strikket. Han lo, og han sang, og han takkede. Og han svingede sin Mor. -Otto Heinrich, Otto Heinrich! hvor du kysser mig ...
Nej, sagde han jeg er træt og gammel! Jeg skal sove! Og de lo haanligt op og forsvandt ... Men lidt efter saa han dem igen vrimle frem fra alle Rummets halvmørke Kroge. Og de kom denne Gang slæbende med store, tunge Bjælker, som de under Latter og Pludren lagde krydsvis hen over hans Seng.
Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange Glasassietter, sagde han: -Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte: -Ja, da og lo af Fornøjelse. Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud af Øjnene. Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset. Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.
Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne undtagen Frøken Helgesens og Frøken Boserups og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Børne-Fremmede. -Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede. -Hys, sagde Frøken Helgesen. Der lød to Slag paa Døren. -Hys, Patienterne kan høre os. Det var Nattevagten.