United States or El Salvador ? Vote for the TOP Country of the Week !


Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter paa Kinderne og ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden manøvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe Redaktøren i Ansigtet. -Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog »Vidne«.

Jeg drillede ham paa hele Vejen hjem, indtil han, da vi gik ind til Lunch, ikke vidste, om han stod paa Hovedet eller paa Benene! Da vi kom til Døren, sagde han: "Jeg troede, at Deres Navn var Evangeline hvorfor sagde De, at det var Clara Maria?" "Fordi det ikke er det!" Jeg lo over min Skulder og løb ind i Huset.

-Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at ud i Stuerne, mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer. -Ja lo Berg om jeg kunde. Krans strakte Armene i Vejret: Aa ja, sagde han og lagde igen de lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden. Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr.

Han kom tæt hen til mig. "Fordi," vedblev jeg, "hvis det er det, tror jeg, at hvis det altid er Begyndelsen saa bryder jeg mig ikke om at begynde jeg har ikke den mindste Smule Lyst til at kysse nogen jeg vilde simpelthen hade det." Hr. Carruthers lo. "Aa, De er, naar alt kommer til alt, kun et Pattebarn!" sagde han. Det ærgrede mig. Jeg rejste mig med stor Værdighed.

Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og længe, til de pludselig holdt op paa én Gang som paa Kommando, generede af deres egen tomme Latter, der døde hen. De sad længe tavse, mens der blev ganske mørkt i Stuen: -Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt fra Sædet. -Ja det gør vi vel, sagde Berg.

Saa sagde han: -De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvære. Ida blev rød og smilede dog, mens hun sagde hastigt: -Men vi kom ikke til Marselisborg. Og Knuth, der maaske blussede stærkere end hun, sagde: -Jo, vi kom der jo ofte fra Garnisonen.

"Skaal", sagde Karl bare og tømte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde: Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom før. Tak, Frøken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Øjnene til Ida, strækkende Benene fra sig: -Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen. Ida skænkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne.

Damerne lod Slæbene falde og lænede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Fløidørene op. Saa vendte Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige. Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes Kniplingsforhæng, mødes, dvæle sammen og skilles. De lo, naar de kendte dem igen.

Alt hvad Nakuaq lo og talte, kunde han dog ikke faa et Ord presset frem. Vi andre sad spændte af Nysgerrighed, for vi troede ganske bestemt, at vi skulde blive Vidne til Kampen; bare ikke denne Nakuaq's Overstadighed skulde forpurre det! Men Qaratsuk sad og skælvede af Angst ...

Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa fremmed og smilte blot og blev sky og genert.... Med Børn var det noget andet. Med dem pludrede hun og lo. Halve Timer sad hun der paa Gærdet midt i Flokken de væltede sig over hende, baade paa Bryst og paa Mave, og hendes Ridekjole pyntede de med Burrer og de mindste red paa hendes Skuldre hen ad Skovvejen.