United States or Norway ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Naa, Weltschmerz," henkastede Frøken Falk og dukkede med Hovedet, de gik lige om et Hjørne. "Hvor gammel er De?" William blev rød. "Seksten Aar." Han søgte at gøre Tonen ironisk, men opgav det, og Stemmen blev helt borte paa det sidste Ord. "Og er allerede bitter mod Verden ja det begynder man jo med nutildags."
Saa drejede jeg til højre ned ad en Sidevej for at se, om han vilde forfølge mig. Han gik samme Vej. Jeg drejede om igen, han gjorde det samme. Jeg gik over et Stykke aaben Grund i Stedet for at holde mig i den lige Retning, jeg hidtil havde fulgt, og han gjorde det samme.
De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste. Men der skete intet. »Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?« »Næ men « han vendte sig atter ... og udstødte et Skrig af Forfærdelse. Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod høj, syntes han, og klædt i den afskyeligste Fangedragt. Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde. Fangen bag efter dem.
Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte det Værste. Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden næsten lige saa nedslaaet, som om den kjære gamle Mand allerede var gaaet bort.
Josefine, der sad paa Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod Portørerne: -Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer. Portørerne drejede lige ved Døren til "den gode Gang", da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hængende Hoved: -Det er forresten et pænt Menneske.
Staudevegetationens uregerlige Fylde og den strenge lige Kantlinie er af den allerstørste Virkning. Dette er ganske analogt med saa mange Tilfælde, hvor Vegetation og Architektur mødes; enhver kender det ualmindelig smukke Syn af Ranker, der hænger ud over en Havemur; det er Modsætningen mellem Rankernes bløde, opløste Linier og Murens faste, haarde Konturer, der tiltaler os saa umiddelbart.
Jeg vil sætte mit Liv i Pant paa, at han i dette skrækkelige Øjeblik var lige saa koldblodig som den første Gang, jeg saá ham i Shanghai. Saa traadte den gamle Mand frem igen. "Hvis I har noget at sige, nogen sidste Bøn, saa er der endnu Tid til det," sagde han. "Jeg har en Anmodning at stille," svarede Nikola.
Men da de endelig ved Middagstid fik Foretræde hos Slotshøvedsmanden igen, var der kommen det i Vejen, at Mikkel Thøgersen, som de havde Ærinde til, netop laa for at skulle paa Rejse. De fik ham lige at se. Høvedsmanden tillod dem at gaa ind i Slotsgaarden, og just som de kom, var Mikkel ved at stige til Hest. Den gamle Mand holdt nedenfor Trappen, og to Trin oppe stod Kongen og snakkede til ham.
Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige bagved den Bagvæggen med sin Søilegang, Proskenion, foran. Men der var intet Logeon; man maa have spillet paa Orchestra. Det Samme viste sig kort efter i Oropos og flere Steder; men for det Meste havde man ved senere Ombygning tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af Orchestra.
Mikkel Thøgersen havde ikke noget at komme ind i Kroen efter, han satte sig hen paa Fattigmandsbænken under den store Lind. Da der noget efter blev tændt Lys inde i Skænkestuen, rejste han sig og gik hen udenfor den aabne Dør. Han lige blot saa derind. Susanna sad ved Bordet, og de to andre stod op og talte ivrigt til hende.
Dagens Ord