United States or Serbia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og jeg så et af dets Hoveder ligesom såret til Døden, og dets dødelige Sår blev lægt, og al Jorden fulgte undrende efter Dyret. Og de tilbade Dragen, fordi den havde givet Dyret Magten; og de tilbade Dyret og sagde: Hvem er Dyret lig? hvem mægter at kæmpe imod det?
Tavs blev hun siddende, med Hænderne om sine Knæ; og, hviskende som før, bevægede hun Læberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte: I sit stille Kammer, i sit stille Kammer ligger mit Hjerte ligger mit Hjerte lig. Og ingen græder over det døde Hjerte: thi det blev kun elsket af Een. Men den, der selv døde paa sit Hjertes Dødsdag, kan ej græde ved sit Hjertes Lig.
Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanføre Hoved faldt pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Støtte. ... Da Faderen hørte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv ned i Døren til Porten: -Hvor Du kommer sent. -Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand kører som kørte han til Lig.
Og jeg så, da det åbnede det sjette Segl, da skete der et stort Jordskælv, og Solen blev sort som en Hårsæk, og Månen blev helt som Blod. Og Himmelens Stjerner faldt ned på Jorden, ligesom et Figentræ nedkaster sine umodne Figen, når det rystes af et stærkt Vejr. Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
Det var frygteligt at se, hvorledes Polakkerne kastede sig over dem, lig sultne Ulve over en Flok af fede Faar, thi som I véd er Polakkerne og Kosakkerne, trods Navneligheden, Dødsfjender. De fleste blev dræbt i de øvre Værelser, hvorhen de var flygtede, og Blodet flød ned i Salen som Regnen fra et Tag.
I Taarnet begyndte Klokkerne at ringe. Tine gik ind; hun saa den store Kirkedor stod aaben. I Koret laa der Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Dode saa hun ind i Ansigtet og gik ham forbi. Ved Alteret stodte hun mod en fremmed Mand, hun saa ham naeppe. -De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog hun horte det ikke.
-Godaften, min Pige, sagde Herren fra før og vinkede venligt Damen af. Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm: -Dér er Frøken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig. -Naa, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt. Ja, dér er hun, sagde han.
Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin aristokratiske, let solbrændte Haand, hvis fine Fingre løb spidst ud, og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede: Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret frem mod «Skabningens Ypperste»: Manden, Elskeren, Gemalen!
Og de sagde, at de havde hørt nogen skrige derinde og raabe om Hjælp. Men vi hørte da ingenting, medens vi var dernede. Men saa var der en, der fik fat med en Brandhage i et Lig, som rejste sig, men straks faldt om i Ilden igen. Det var forfærdeligt, jeg var lige ved at besvime. Men Karen vilde jo blive dernede og se. Men saa kom Baronen og sendte os op med Kammerjomfruen, og vi maatte gaa i Seng.
Jæ søns, jæ skue kende hinner. Han tager selv Lygten og bøjer sig ned over hende. Ogsaa Marie ser nu til. Hun har ellers hele Tiden staaet og drejet Ansigtet bort. For saaen o se Lig lie ingen man skae i Seng. Begge de to gamle ser stift paa hinanden. Han har igen rettet sig i Vejret. Jov bastemt, de' æ hinner, Far. De' æ den samme store, krovede Næse. Ja ... jæ tror nu osse ... Hvem!
Dagens Ord