United States or Equatorial Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !


Abigael . Hvad gik op i Røg? Ambrosius . Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min Seng og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som begyndte at faae gule Blade.

Alle hans Studenterkammerater var forlængst borte fra Byen: som Embedsmænd, Præster og Læger sad nu allerede Flere af dem rundt om i Landet. Og naar han nu mødte til Forelæsninger paa Universitetet, følte han, hvordan de unge Studenters medynkblandede Lattermildhed boblede om ham. Af Slægtninge havde han kun en Onkel, der sad i den fædrene Gaard ovre i Jylland og som forvaltede hans lille Kapital.

Han er jo saadan lidt ude fra Landet a' det gaar ikke saa gesvindt med ham ... Men naar først de saadan begynder at gaa for dem selv og saa skal lade, som om de slet ikke ved af hinanden at sige, saa saare vi Andre er til Stede, saa ved man jo, hvad den staar paa ... Nu har man jo arrangeret denne lille Selskabstur man vil jo gerne gøre, hvad man formaar.

1. ~Det er gjort til Princip ikke at tage saa meget Hensyn til de mindre Begavede som til de bedre Hoveder, de livligere og videbegjærligere Naturer~. Det er ikke allene den eneste Maade for Lærerne til at vedligeholde deres aandelige Livlighed, hvis de har nogen, men ogsaa for Staten og Landet i det Hele er det af største Vigtighed, at de aandelig Stærkere, til hvad Stand de end høre, faae den ~rette~ Oplysning.

Samtidig udvikler deres stille, afsides Tilværelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rød Traad gjennem hele deres Digtning.

Endelig er der da Bund; "16 Favne," "13 Favne," "10 Favne," følge hurtigt ovenpaa hinanden; "8 Favne" og "lad falde Anker!" lyder kort efter, og man ligger da svaiet for den østlige Vind i af Landet, en halv Fjerdingvei fra Frederikssted eller, som det altid derude kaldes: Vestenden.

Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet. Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. Ved Stranden traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice.

-Ja, han vil ikke . . . -Hm, hvad vil han saa? Fru Urne sagde: -Han vil være Ingeniør. -Ja, saa, sagde Hans Excellence: -Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje, der er. Fru Urne sagde og saá ikke paa ham: -Han siger, Verden er stor. Der blev stille.

Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige Beslutning at ligge paa Landet i den nærforestaaende Sommerferie. Mig selv forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig dristig, da jeg baade var nødsaget og vant til at leve meget økonomisk.

Hans Ansigt er lutter Solskin, naar det spandeviis styrter ned over hans forbrændte, tørstige Ager. Det klarer op igjen, og vi nærme os Landet mere og mere; det strækker sig ud paa Længden, det reiser sig i Høiden og udvikler gradeviis sine Skjønheder.