United States or France ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med deres venstre Fod. Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med Skræk, da Flammen nærmede sig. „Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!“ raabte man. Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde.
Man tændte en stor, spækfyldt og vægekranset Lampe inde hos dem og satte frem for dem et Fad hugget Is, for at de kunde køle Munden, hvis de blev skræmte af Aandebesværgelserne. Inde i det store Hus var alle Lamperne slukkede. „Det aabne Øje“ hængte et gennemtørret Vandskind for Indgangshullet og begyndte sine Besværgelser, siddende paa Gulvet.
Katinka rettede sig op og smilte: Ja, sagde hun: -Nu ska! I faa Toddyerne.... Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med Flaskerne o^ Glassene, der stod halvtømte. Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa hinanden man hørte Kiær.... -Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til hende, hver Gang Marie gik med Døren.
Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt Tilhørerne til at rykke tættere sammen. De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik gennem vor Rygmarv. Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede, og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum.
Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset ... Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt „Støvlemanden“, fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd. Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide Mænd fast boende iblandt os. En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs Landene og kom om et Næs.
Hun tav igen, mens de hvide Hænder lyste over Tangenterne: -Men det er vel betænkt, at Lykke, det har ikke noget Flertal. -Ja, det er sært. Moderen hvilede Hovedet i sin Haand: -Nej, sagde hun, for der er kun én. Faderen gik gennem Stuen, gennem Mørkningen som en Skygge. -Skal I ikke ha'e Lys? sagde han. -Nu tænder vi, svarede Moderen. Og Tine tændte Lamperne.
Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og »tog nyt« og hun sluttede med sin forbitrede Stemme: -Ja der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i Ansigterne.
Mine Kinder brændte, og mine Hænder var saa kolde; det hele var saa kejtet og kedeligt, ikke nær saa simpel en Sag, som jeg troede, da jeg var oppe i mit Værelse. Da det var ganske mørkt, og Lamperne var bragt ind, kom de tilbage til Vestibulen, og Hr. Barton, som sagde, at han ikke vilde have Te, gik ind for at læse Aviser i Biblioteket. Jeg gav Hr.
Ida var bleven mager, saá man, naar hun naaede Lygternes Skær, mens hun gik tilbage gennem den tavse og halvmørke Gaard. ... Fru von Eichbaum drak The hos Generalinden. Lamperne var tændte og de talte i deres gode Ro, om Nyt og Gammelt. Pladsen for det Mourierske Billede havde Fru von Eichbaum forandret.
-Og Lamperne? hviskede En. -Har dem, blev der hvisket tilbage. De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø. -Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen. -Hys. De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre. Nede under Bøgene brændte der fem Lamper.