United States or Tajikistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og med et Suk strakte Arveprinsen sine Rytterben fra sig og tog den sidste Slurk af Kaffen. Pauvre enfant . Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var virkelig syg. Livlægen kunde ikke noksom tilraade Bevægelse. Hendes Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft. Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa var det Karriere, og saa var det Skridt. Hun red om ad Møllen.
Hun saa ham sidde foran Ilden i den blaa Sal, med det magre, spidse Ansigt i sine Hænder, bleg og stirrende ind i Flammerne med sine døde Øjne. Og hun følte Onkel Otto Georgs Hænder sagte glide hen over hendes Haar, og hun hørte ham sige, stille og mimrende, mens han saa ned paa hende og halvsmilede: Pauvre enfant pauvre enfant . Lakajen skiftede Ben og ventede.
-Og saa paa Maanen ... Hva'? #Jeg# saa ingen Maane .. Jomfru ... Lakajen fanger Kammerjomfruen til et Kys og til et Par endnu langs ad en mørkere Gang. -Idiot, siger hun og løber fra ham. Kammerjomfruen gik tilbage til Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Gemakker. Hun var vis paa, hun hørte Hendes Højhed derinde græde. Intendanten ved Theatret var til Taffel. Hr.
Lakajen, der sad i Forstuen til Logen, var vaagnet. -Kom, sagde Hendes Højhed. Hendes Højhed gik ned ad Trappen og ud gennem Vestibulen. Hun havde kun et Slør om Hovedet og en Kaabe. Hun gik gennem Theaterparken over Alleen ind i Slotshaven. Hun aabnede Laagen til Onkel Otto Georgs Rosenhave Buskene stod nøgne, uden Løv og hun gik op paa Terrassen. Hun gik hastigt.
Hendes Højhed lod Kammerjomfruen tænde Kandelabrerne paa Kaminen. -Lad Hans Højhed Hertugen sige, jeg befinder mig ilde. -De kan gaa. Jeg behøver Dem ikke. Lakajen drev af i en af Gangene. -Men #hvor var I#, sagde Kammerjomfruen. -Paa Terrassen, Jomfru.... -Saa? Franz De er utaalelig ... Hvad vilde Hendes Højhed der? -Vi #gik#, siger Lakajen. -Gik? -Ja og stod som "Statuer"....
Haven laa under hende som et utydeligt Svælg, begrænset af Slottets Stor-Kolos. Skarpt saa man det lange, lige Tag mod Himmel og Skyer. Hendes Højhed stod ubevægelig og saa ned paa det hertugelige Slot. Lakajen var standset i sin Afstand af ti Skridt. Han stod som en Skildvagt, der skuldrer. Alle Tanker svandt væk.
Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved Taflet. Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og gik. En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde ondt ved at drage Aande.
Lakajen holdt ærbødigt mellem Træerne, stiv som en Skildvagt paa sin Hest. Naar Hendes Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen og Møllerens Datter, Anna Lise, bragte hende et Glas Mælk. Den gamle Møllerkone med det runde, rødmussede Ansigt kom frem i Døren og nejede, og Hendes Højhed drak Mælken. -Naar bli'r det saa? sagde Hendes Højhed.
Og naar hun var vendt tilbage til Slottet, og Lakajen gik bort med Ajax, blev hun staaende og saa' efter Dyret, saa længe til det forsvandt i Porten. Onkel Otto Georg saa' hun sjældnere nu. Han var blevet mere syg de sidste Aar. Han sad mest stille hen og rokkede. Han talte aldrig, udstødte kun midt som han sad nogle underlige uartikulerede Lyd, der lignede Ugleskrig.
Hun lagde den fra sig paa Bordet, og mens Lakajen ventede med den løftede Kandelaber, betragtede hun "Marie Antoinette, der førtes til Fængslet". Hun betragtede Ansigterne og Skikkelserne med de knyttede Hænder. Hun saa' fra Rebellerne hen paa Dronningens Ansigt. Hun skred rank frem, kongelig, gennem Pøblen. Ansigtet næsten straalede i sin uantastelige Ro.
Dagens Ord