United States or Fiji ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ved Brohovederne, svarede Officeren. Tine blev staaende de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at lyde, Praestens Kaleche kom, Tine stod der endnu: -Han laa ved Broerne. Hun horte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede naeppe hendes Rost. -Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.
Saa kom Turen til Baaden; med et Spil blev den hejst op paa Klippen over Landingsstedet og kørt ind i Baadehuset; blev den staaende nede ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre den. Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og Landingsstedets sorte Klipper laa nu forladte og ensomme i Mørket, medens Bølgeskvulpet slikkede op og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i Strandkanten.
Jeg vilde dog gjøre et Forsøg paa at slippe bort; men den første Betingelse var, at jeg maatte have mit Pas, som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L. Moltke, der boede paa den anden Side af Seinen i Rue St. Germain. Den 25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden over den Afdeling af Nationalgarden, der havde besat den Gade, hvor jeg boede.
De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte Ord fra Bertelsen, der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed. Inde fra "A" lød Skridtene frem og tilbage. Frøken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.
Der var noget særlig rystende ved at høre Jammerskrigene, de lød ikke som fra et menneskeligt Væsen. Og da han vilde ile til Hjælp, havde man fortalt ham, at det var hans Ven, den rødskæggede, der bare laa dødelig fuld. Han var da gaaet ned i Rummet og havde set Mikkel ligge ukendelig, fortrukken i Ansigtet som en Misdæder paa Pinebænken.
Som Følge af denne Fordringsfuldhed trængte selv Lyksalighedslandet her til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjøre sig gjældende. Først for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Søn kom og fandt det. Lord Brougham hed han.
Men Mikkel laa uskadelig i det tyste Rustkammer, hvor Vaaben og Faner dækkede Murene og skumle, tomme Harnisk stod i Række langs Væggene rundt om Baaren. Kongen gik ind og saa til Mikkel hver Dag og græd bitterligt. Mikkel forandrede ikke Stilling. Han begyndte at skimle paa Panden. Kongen stod og rystede paa Hovedet over ham og græd.
Igen og igen drømte han den samme bittersøde Drøm om sin Hustru Mona: Hun laa ved hans Side, Armene havde hun slynget om hans Hals, og hendes Legeme brændte imod hans ... Men naar han da vilde tage hende ind til sig for at favne hende helt, svandt hun bort, og han vaagnede beskæmmet og var ensom som før ... Saaledes gled hans Enkemands-Nætter hen.
Han var næsten tre Alen høj og meget firskaaren, og som alle Mænd i Klostret havde han sine Kræfter paa rede Haand. Jeg holdt ham imidlertid krampagtigt fast, og straks efter laa vi og brødes paa Gulvet. Jeg véd ikke hvorfor, men denne Kamp syntes mig at være noget af det behageligste, jeg nogensinde havde oplevet.
De havde rullet Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den væltede. Det Kryb, der saa udmærket havde ageret Præst og saa rørende havde fortalt mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvfølgelig vidst, hvor Bagholdet laa, og havde forsøgt at gøre mig uskikket til Modstand i samme Øjeblik, som vi naaede det.
Dagens Ord