United States or Australia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg heller ikke! vedblev Baronessen Hun bli'er vist Drengen en haard Sisken! ... Og jeg er da jaget af Gaarde! lød det haardt Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede Enden er ikke endnu! ... Lad os saa komme i Seng! Stasia greb hende hastigt i Haanden og fingererede sig ivrigt hen over Kjolelivet oppe ved Halsen. Skal vi kvæle hende? spurgte den gamle.
»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det ikke. Det er bleven borte.« »Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter. »Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i en Fart!«
Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de lange hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringes bort, som har ophørt at lide.
Lord Robert var tøvende gaaet sin Vej, da Gongongen lød. "Har vi ikke haft det dejligt?" sagde han, idet han ansaa det for givet, at jeg følte det samme som han. Det er en meget behagelig Egenskab hos ham, og den gør, at man føler Sympati for ham, især naar han ser én ind i Ansigtet med sine søvnige blaa Øjne. Han har Øjenvipper saa lange og krøllede som et Zigøjnerbarns. Hr.
Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det lød hen gennem hele Rummet: han vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder.
Baljer og Kasser, der var stillet i Stabel mellem Husene, ramlede selvopgivende sammen, eller de huggede mod Væggene paa den uophørlig regelmæssige Maade, men saa evig formaalsløst, som man kender fra Afsindige, der er spærret inde bag et gitret Vindu ... Langtrukkent peb alle Vindfløjene, aa saa ynkeligt, og nødlidende Klagen lød fra Baadene, der var slæbte op i Klitkanten og stod dèr og rokkede som berusede, der er ved at falde omkuld Larmen var altbeherskende og ubegribelig brutal og uden Grænse i Rummet, saadan som man engang i en bange Drøm har hørt Dommedagsbasunerne runge for de evigt fortabte, inden deres Hjerner sprængtes ...
"Nej ... jeg ... jeg maa være alene," Ordene lød som et brudt Ekko, "lidt alene," sagde han. Han vendte sig og gik hen mod Døren. Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: "Hvor Du lider." Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk Smil, mens han sagde: "Ja, jeg har det ikke saa godt." Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket.
Først naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da forstaae vi at leve paa den rette Maade.« Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end som om hun talte til mig.
Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet. -Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør. -Georg rørte sig ikke. Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke.
Et Lyn brød frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Øjne, og Forvalteren løb og slog ud med begge Arme som en Mand, der blændes, og løb igen, mens Braget lød, et Brag som af tusinde Ting, der søndres og knuses; mens Ida, der rev sig løs fra sin Moder og sanseløs styrtede sig hen mod sin Fader, med en alt gennemskærende Stemme skreg: -Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.
Dagens Ord