United States or Burkina Faso ? Vote for the TOP Country of the Week !
Er det kun en almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme.
Det indeholdt kun en Lap Papir, hvorpaa der var nedkradset følgende Linier: "Overfaldet og bestjaalet af Negoro Vejviser 120 Mil fra Kysten 3. December 71 døende Dingo kan ikke ." Disse Ord løste alle Gaader. Samuel Vernon havde villet udforske Centralafrikas ukendte Egne, men var blevet myrdet af sin Fører Negoro der havde røvet den Rejsendes Penge.
Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod Loftet Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var mørkt. De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste Kulisse.
-Jeg ogsaa, sagde Gehejmeraadinden, som slog en stor Vifte op for sit vejrbidte Ansigt: -Det var der ikke meget ved. Grev Eck havde kun været hos Sultanen én Gang, i de Aar, han opholdt sig i Athen for at vejlede den unge Konge.
Paa selve Revuesletten gjør den ikke synderlig Spektakel; den staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et pænt, anstændigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant Korps.
Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastel-Portraitet. Det var et Brystbillede i tre Kvart Størrelse. Hun havde en sort Kjole paa uden det mindste Hvidt eller Farvet, hvorved hendes betydelig overdrevne Bleghed blev endnu mere paafaldende, og Alt dette svømmede bort i en blaa Taage, saa man skulde tro, det var en ung tobaksrygende Kvinde, der lige havde indhyllet sig i Damp kun at denne ikke syntes at strømme ud fra de sammenpressede, blodløse Læber, men snarere ud af de vage, udtryksløse Øine en Kunst, der, som man veed, endnu ikke er opfunden. Denne Slags taagede Billeder var dengang lige komne i Mode. Og det var en Mand, der havde malet sin Elskede! Hvor var den kjærlige Fordybelse i Enkelthederne, den gjerrige Omhu, der værner om det Mindste, fordi den ser det Største bagved det, den selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, den Forelskelsens Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende Idealisme, som langt fra at tilsløre Individualiteten blot er betænkt paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet af dette; Alt var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen over med en Harefod for at viske det ud i en Mode-Maneer, der i Stedet for et menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk »vue«. Jo længer jeg saae paa dette Portrait, desto stærkere fyldtes jeg af Foragt og Raseri mod ham, der havde malet hende saaledes, denne Artist, der saa frækt havde sat sig hen og lavet et Billede til efter den sidste Recept Motivet fra hans Elskede snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt hvad der var at forstaa og gjøre Rede for. Det forekom mig, at hvis han traadte ind i Stuen, maatte jeg gribe ham i Kraven, trække ham hen foran dette Syndeværk, ryste ham dygtig og raabe ham ind i Ørene: »Hvad er du dog i Grunden for en ækel moderniseret og artistisk bedærvet Pjalt! Se dèr, du Palet-Ridder, hvilket fordømt Skræmsel af en Farveløgn du har lavet med den herligste Guds-Skabning for Øiet, og i Hjertet med, skulde man tro dig!« Og atter hørte jeg ham svare: »Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gjøre? Jeg har dog i det mindste kunnet male et Portrait af hende, som man til Nød kan kjende, som Enhver vil finde forestiller en smuk Pige, og hvori en Kunstner ser et talentfuldt Arbeide. .... Maintenant
Lange istemte Mængdens lange »Aa aa«, da de sidste Gnister faldt. Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter. Numer fulgte paa Numer.
Byen selv er ussel og forfalden og kun bekjendt deraf, at Frihedshelten Bolivar udaandede indenfor dens Mure.
Moderen laa ned ved hans Seng: -Ja, Max, ja gor det saa ondt? gor det saa ondt? hviskede hun. -Ja, Max, Ja gor det saa ondt? Doren gik. Det var Madam Bolling igen. Hun vilde kun se efter Tine saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind. Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Morket og saa paa sin Datter, til hun stille vendte tilbage.
Han sad kun med Blikket faestet paa Vinduet: i Alleen gik de stilfaerdige, ludende Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i Solen. Hans Hojaervaerdighed saa intet. Han gik kun ophidset op og ned med store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte hojere og hojere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog.