United States or Andorra ? Vote for the TOP Country of the Week !
En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at nu #skulde# han bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den Gang, Lars Kruse blev begravet.
Saa kom vi næsten op at skændes om Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I skulde have set ham kruse sine Læber og slaa paa sit Sværdhæfte, da jeg sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde være saa uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment.
Og heller int var der megen Lyst til at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan Hvirvelsø ... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var paa Vraget endnu i Livsfare.
Jeg har Mén endnu af en Redningstur ifjor her paa Revet ... Og havde vi int haft Skipperen, Niels Nielsen dèr henne, saa havde vi vist givet fortabt, inden Bjergningen var lykkedes. Vi har saadan Tillid til ham. Han er en sjælden dygtig Mand, Lars Kruse kunde aldrig været bedre erstattet ... Vi holder saa meget af ham.
»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer ... Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.«
»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter Konen videre, »og allerbedst som A staar ude i Køkkenet, kommer en af vore Sønner og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger, te Lars Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, svarede A, »#den# unge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« A tænkte nemlig, det var en Sønnesøn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen ud og sejle.« »Nej«, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, det er da din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om!« ... Og saadan var det, som han sagde ... De kom kørende med ham, min gammel Bror, og A rendte jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa langs ad Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, saaent med Oplivelse, men lige lidt hjalp det.
Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse var henved de halvfjerds.
Alt var derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe. Lind byggede alt op fra nyt Assurancen havde været meget høi og gjaldt nu for Byens rigeste Mand. Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig med Erik Maag og døde.
Redningsbaadens Skipper, Niels Nielsen, er kommen gaaende hen til os, han er ogsaa Kutterfisker, en høj Mand med mørkt Skæg og store, mørke Øjne. Det er ham, der afløste Lars Kruse som Fører. »Det er en vanskelig Plads, er Revet,« siger Skipperen. »Man har endda nogle sære Minder herfra ... Engang strandede der en Skonnert fra Hobro med syv Mand.
Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og bjergede Folkene fra Mispah.
Dagens Ord