United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !
En Aften blev Katiaja, den yngste af Konerne, rasende over, at deres Mand ikke vilde ligge ved Siden af hende han havde nemlig lagt sig hos Atarajik og saa sprang hun op paa Briksen, nedskar en Remmesæls Urinblære, der var fyldt med Krudt, smed den paa Gulvet, sprættede den op med en Krumkniv og satte en brændende Vægepind til. Der lød et forfærdeligt Brag.
Jeg saa derind, og Blodet stivnede i mine Aarer ved Synet af Krudttønderne og det spildte Krudt, der var strøet over Gulvet. Maaske om nogle Sekunder, men højst om et Minut vilde Flammerne have naaet det. Disse Øjne vil lukke sig i Døden, mine Venner, før de ophører at se for sig de snigende Flammer og de mørke Krudttønder bagved. Jeg erindrer kun dunkelt, hvad der mere skete.
"Vi er ikke bedre farne end før!" sagde Duroc, "thi vi har ingen Nøgle her." "Aa, vi har et helt Dusin!" svarede jeg. "Hvor?" Jeg pegede paa Krudttønderne. "De vil sprænge denne Dør?" "Netop!" "Men samtidig sprænger De jo hele Hytten i Luften!" "Nej, jeg sprænger kun Døren til Forraadskamret!" Jeg løb tilbage og hentede en stor, tom Blikdaase, der kunde rumme flere Pund Krudt.
De nuværende Marmorbrud frembød et lidet lysteligt Syn; man sprænger med Krudt og ødelægger ofte meget mere end man vinder. I Oldtiden sprængte man Stenen med Kiler. De gamle Brud, der ligge et Stykke høiere oppe, frembyde et anderledes skjønt og malerisk Skue; de lodrette Vægge minde om Stenbruddene ved Syracus.
Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Frøken Adlerberg, sagde: -Ja, det er frygteligt med Hænderne. -Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Frøken Rosenfeld: -Tak, min Ven. Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke. Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.
Det var i et klippefuldt og ujævnt Terræn, og jeg tænkte straks, at der var begyndt en større Træfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen tømte sin Bøsse for altid at være sikker paa at have tørt Krudt i den. "Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.
Hans Begejstring blussede voldsomt op, og han drog afsted. Han vilde i tre Dage gerne have givet sit Liv for Fædrelandet, men Dagene blev til Uger, Ugerne til Maaneder, uden at han lugtede Krudt. Saa kølnedes hans Begejstring, der vel kunde have tilladt ham at dø uden at klage, men som ikke udholdt en kedsommelig Exercits' Strabadser. Han blev syg og rejste hjem. Der gik et Par Aar.
En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det ødelagte Hus; der saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt. Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes Krop var helt sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa hende og spist Partiet om hendes Skuldre, saa de hvide Knogler stak frem. Stakkels Atarajik! Ingen havde kastet hende i Havet!
Dagens Ord