United States or Ecuador ? Vote for the TOP Country of the Week !


Alligevel kunde han ikke frigøre sig for en Fornemmelse af, at den sidste betragtede ham med et Stænk af Ironi ... Han begyndte at faa Interesse for hende: skulde virkelig dette lille Stykke Kvindekøn sidde der og have ham ganske lunt til bedste? Sidde og skinne af frejdig Kritik bag disse bly sænkede Øjenlaag? Det kunde sandelig more ham en Gang at komme nærmere i Lag med hende.

Her fra Stedet? foer det ud af mig. Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo. Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig Naivetet. Det er ingen Rathenerinde. Heller ingen Königsbergerinde. Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen Vernunft«? Ak, min kjære unge Mand!

Maaske vilde man saaledes faa mer end et Vink, der taendte hastige og fjerne Lys inde i Sjaelelivets Halvmorke. Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens ulidelige Uro og den traengselslignende Skare af Personer. Jeg har i denne Fortaelling sogt at mindske Uroen og indskraenke Personantallet. Men hvorvidt det er lykkedes mig, ved jeg lidet om.

Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som Prædikant er De under al Kritik. Gudbevares en talentfuld Mand kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men #kun# en talentfuldKapellanen smilede atter. »Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.« »I DagPræsten studsede. »Det kan De ikke!

Denne Aften var det anderledes: Musiken lød i mine Øren som ynkelig Fjællebodsmusik. Jeg stod i en Vinduesfordybning, halvt skjult bag de lange Gardiner, og saae det ene Par drage forbi mig efter det andet. Da Alle vare dragne ind i den store Sal, stillede jeg mig op i Døren og underkastede de Dandsende en human og billig Kritik, der uden Naade og Barmhjertighed fordømte dem Alle.

Man har faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af Væmmelse hos Kritik og Læseverden. En hel anden Literatur om helt andre Ting er i Færd med at dukke op.

Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed. »Det maa jeg sige«, endte Præsten, »at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse.

Stella havde jo dog sagt ham, det var syndigt. Ja men hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vaagnende Kritik, sagde han. Saa vendte han sig til William. Syndigt var det just ikke, men det var en Forvildelse, og man maatte vogte sig for Forvildelser.

I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i andre archæologiske Arbeider blev jeg derfor ofte nødt til at rette en temmelig skarp Kritik imod denne Retning. Den er ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Man kunde ikke løsrive sig fra den forud fattede Mening, saalænge man ikke havde nogen anden Forklaring at sætte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte.

De har ikke engang læst »Kritik der Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium