United States or Russia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen: -Fik hun Smørret og Skinken? -Ja, det lille Skind. Skovrideren gik lidt, saa sagde han: -Nej, hun sidder s'gu paa hende. -Hun er jo syg, Lund.... -Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun skrubbede som Mejerske. -Naa, Lund.
-Ja, saa er'et jo idag, sagde hun. -Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed. -Han ska' derhen nu til Morgen ... -Ja, han ska' det ... De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering. Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det ... Konen saá hurtig op: -Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret.
„Jeg længes efter at smage hende,“ vedblev han, „skynd dig nu med at flænse hende!“ Og da Konen atter stak i at græde, truede han med at knuse Hovedet paa hende med, og saa gav hun sig grædende i Lag med Arbejdet. Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede det i Gryden.
Hans Arme faldt slappe ned, og han sank rallende tilbage i Puderne. Jens Oluf, Jens Oluf ... hulkede Konen. Og Fru Line sad raadløs. Da lød der paa én Gang Fodtrin udenfor paa Havegangen, og en høj ung Mand gik nynnende forbi Vinduerne. Han var barhovedet, og hans rødblonde Haar flammede i Solen.
Men omsider fæstnede denne Version sig, at Uldahl havde købt Konen af Kromanden for kontant Titusinde Kroner. Og da Eks-Gemalen et halvt Aar efter solgte Kroen og rejste til Amerika, var man aldeles sikker paa, at saadan forholdt Sagen sig. Og saa er Reimers ude af Sagaen ...
Jeg synes, Du staar og spytter paa Børnenes Mad, Jens Oluf ... Aa Gud, aa Gud, hvad skal det dog blive til med Dig! Han gik frem imod hende med Hænderne løftet som til Slag: Nu gaar Du, Oline! Eller jeg svarer ikke for mig selv! Men saa fik han et Hosteanfald og sank sammenknuget og foroverbøjet ned paa en Bænk. Konen løb til og støttede hans Hoved med sine Hænder.
Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille Boplads, hvor Jonasine Amalie boede. Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som sædvanlig af Ulke. Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg saa hende. Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg kunde hjælpe hende med.
-Saa skulde de lege, gentog han til Konen. -Men der er maaske nogle af Børnene, der vil ha'e mere, svarede Fru Brandt. -Nej, sagde den ældste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgørende det for alle. -Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke, hvad de skulde lege.
William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin Sofa, lod Konen, han boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik tidligt i Seng og sov straks ind. Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke staa op. Det vilde altsaa komme, maatte komme. Saa kunde han ligesaa godt blive her og roligt tage imod det.
Straf var den før, nu er den Dør til Himlens lyse Rige. Nu er din Død en Søvn Saa sød, al Sorg med den maa vige. Der var stille et Øjeblik. Saa lagde Konen Klædet over Ansigtet. Drengen hørte ikke Moderen sige saa meget som Farvel. Sognefogden gik med dem hen over Gaarden. Han lukkede Porten op og lukkede den i. Moderen og Drengen kom ud paa Vejen. Moderen talte ikke.
Dagens Ord