United States or Croatia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men Frøkenen var borte. Døren stod paa Klem efter hende, saa hurtig var hun kommen af Sted. Saasaa, bitte Johanne, saasaa ... begyndte han spagfærdig at tysse paa. Han var med Et blevet bange for Udtrykket i hendes Øjne. Og hun var jo ogsaa saameget yngre og stærkere end han.
Men saa var Lampen bleven slukket, og ikke en Lyd hørtes mere derinde. Lidt efter var Moderen ogsaa kommen ned, og de havde da begge gaaet den halve Nat udenfor paa Gangen og lyttet. Men alt havde været stille. Og da Mascani næste Morgen mødte til Te i Spisestuen, var der intet usædvanligt at spore hos ham. Og spørge turde de jo ikke ...
Rigtignok havde jeg aldrig holdt Tale før, men siden Corpus Juris var kommen saa godt fra sin Tale, kunde jeg vel ogsaa gjøre mig Haab om et lignende Held. Dog jeg veed ikke, hvad det var for et Kogleri: men hver Gang jeg vilde reise mig fra min Stol og slaae paa mit Glas, da var det mig, som om usynlige Baand holdt min Haand tilbage og lænkede mig fast til Stolen.
Men han sagde: "Jeg tror Herre!" og han kastede sig ned for ham. Og Jesus sagde: "Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at de, som ikke se, skulle blive seende, og de, som se, skulle blive blinde." Nogle af Farisæerne, som vare hos. ham, hørte dette, og de sagde til ham: "Mon også vi ere blinde?"
En Aften efter Mørkets Frembrud var jeg gaaet en Tur til Fjælds sammen med Puarajik, i Daaben kaldet Henrik, en ung Mand paa 19 Aar. Det havde Dagen igennem blæst en stiv Norden med Dis og Regn, men henimod Aften var Solen kommen frem, og Vinden var løjet af. Det var svært at finde Vej i Mørket, og vi plaskede gentagne Gange ud i Vandpytter, vi ikke kunde se. Det var en dejlig Aften!
Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares, så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro. Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester. Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus. Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus.
Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun havde været saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred.
Det var jo i de Tider, da man ikke gik med Uldtrøje ... Pludselig kunde saa Habakuk standse sin Tale, nævne et Navn og erklære, at den og den nu var kommen paa den rette Vej; og straks for alle Mænd ud af Huset, greb deres Bøsser og saluterede, for at Himlen kunde høre, at Menneskene var glade over den store Frelse.
Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portièren og gik ud. Han talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør. Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg taareløs, vridende sine Hænder. Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atter ud.
Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand. -De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke være vred. Tonen var saa mærkelig blød, og han blev ved og ved at trykke hendes Haand. Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa besynderlig nervøs, at hun fik Taarer i Øinene. Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte.