United States or Malawi ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det forekom mig underligt, at Præsten altid talte saa meget om, at hans Kone og Døtre førte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik efter hans Villie, ja jeg syntes næsten, at han stundum tiltalte dem med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde derom.

Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj Romtoddy. „Hi, hi, hi! Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har Kommandoen alligevel!“ Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi velbeholdne foran Malakias's Hus. „Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog Frederiksen; jeg kravlede ind.

Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter efter var Kontrakten skreven, Mester og Første Styrmand blev kaldt ned, allright. »Nu ta'r #vi# Kommandoen hersagde jeg. »Yessnøvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, »nu ta'er #han# Kommandoen.« »Fyld paa Vandballasttankenesagde jeg. »Lad det gaa lidt livligtMester og Styrmand bukkede og forsvandt.

"Maa jeg spørge, hvem der skal føre Kommandoen her om Bord?" spurgte Kokken udfordrende. "Det skal jeg," kom det kort og afgørende. "De? En Dreng paa femten Aar!" "Ja, jeg," gentog Dick med fast Stemme, "jeg og ingen anden." "Jeg ønsker, at enhver her om Bord skal vide," forkyndte Fru Weldon, der havde nærmet sig og overhørt Samtalen, "at Dick Sand fra nu af er Kaptajn.

Vi have i et Skib, der strøg Kommandoen, seet hver enkelt Mand, idet han gik fraborde, takke Skibets Underofficerer, høie som lave, for deres Forhold paa Togtet, og dog vare disse Underofficerer af den Slags, der ikke gav en Tøddel efter af det, Tjenesten fordrede. Vi komme nu til Folkene.

"Dick," sagde Kaptajnen til den unge Letmatros, "nu maa du tage Kommandoen og passe paa Skibet, imens jeg er borte. Længe bliver det vel næppe, at du faar Lov at være Kaptajn; om en Times Tid er vi forhaabentlig tilbage igen. Farvel saa længe." "Farvel, Kaptajn! God Lykke!" Det var dog aabenbart, at Kaptajn Hull kun ugærne forlod sit Skib, selv om det kun drejede sig om nogle Timer.

Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade ganske vist, min Kone har ikke Kommandoen hos osFrederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine Ords Virkning og slaar sig for Brystet. „Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde og urimelige; de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!“

Saa forenes to Flokke under en Fører, og ham har i alt Fald den ene Flok ingen Tillid til, saa bliver de mange Førere selv uenige. Det var en Fører fra først af de manglede. Da Flokkene fra hele Nordjylland havde samlet sig, tog Skipper Klement Kommandoen over dem. Der var seks tusind Mand med næsten lige saa mange Slags Vaaben, da de stod samlet ved Svenstrup By. Her mødtes de med Adelsmændene.

Imidlertid var Strandingskommissionæren og Byfogedfuldmægtigen og Konsulen og Tolderen og alle saadanne Folk kommen ombord, og da de havde Embedsskriveriet tilside, lirkede jeg ved Kaptajnen, som var lige ved at dratte i Søvn: »Nu skal vi ha' noget Madsagde jeg, »mens vi venter paa Bjergningsdamperen.« »#Du# har Kommandoen hersvarede Kaptajnen.

Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt. Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen. „Min Kone ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke Kommandoen, men alligevelFrederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.