United States or Togo ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Gud ske Tak for dem, vi #har#,« svarede Konen. »Det var endda godt, de kom af det kolde Vand og ind i en god Stue ... Hvis der er flere af dem i Havet, saa maa vi da inderlig ønske dem herop til deres Kammerater endnu i Aften.« Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade Søsteren raade, nikkede bifaldende. Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys.
"Aa, det er det, jeg vil kunne lide at blive elsket," sagde jeg. "Jeg tror, at alle Kvinder kan lide det," sukkede hun. "Vi kunde allesammen være gode, hvis den Person, som vi elsker, blev ved med at være demonstrativ. Det er den kolde, dagligdags Hengivenhed, der dræber Kærligheden og faar én til at se efter den andre Steder for at finde den igen." Saa talte vi om Mulighederne med Hertugen.
Hun hørte atter Sneen knirke og smaasnakke under sine Fødder. Og hun smilte. Da følte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned over hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber mod sine. Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare hjælpeløs ned over Rækkerne. Da fik hun Øje paa ham.
Der var mørkt henne ved Staldene, og jeg gik netop og søgte efter en Karl, da jeg pludselig blev greben bag fra i Armene. Hænder greb om mine Ben og i min Strube, og jeg følte en Pistols kolde Munding under mit Øre. "Ikke en Lyd, din franske Hund!" hviskede en Stemme mig i Øret. "Vi har ham, Kaptejn." "Har I Tømmen?" "Ja, her er den!" "Slyng den saa om Halsen paa ham."
Otte Iversens Moder hvilede i Fløjels Kiste under Gulvet i Graabølle Kirke, han mindedes hende nu . . . Det kunde ikke være Guds Mening at ramme ham. Axel spiste ikke længere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens Vægge drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde i Halvmørket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham.
Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det Hele.« »Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?« »Næ . Der #er# nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo paa sin kolde, spottende Maade. »Han er selv Indbrudstyven.« »Saa aa?« »Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog mine Juveler. Men dette!
Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange; midt i Anlæget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav den franske Have. Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens Yndlingssted.
Hun talte om Byggegælden; vi har jo maattet bære den, sagde hun, mens hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene ufravigelig fæstede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvæle Gæsten i al sin Mad. -Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget ... véd vi.... Fru Brandt svarede: -Her var Stengulve, da vi kom. Fru Reck tænkte, der kunde gerne være Stengulve endnu.
Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjæl. Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var saa blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Taarer fler. Bai kom hjem. -Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden løber ... Jeg faldt ind et Sted med Kiær.... -Det var Kiær, som vilde bede ... Jeg mødte ham ... her paa Hjemturen. -Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot.
Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og han løsnede den, mens han lukkede Øjnene. -Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt laa stadig og tog i det med sine magre Fingre. -Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han. -Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over Knæene.
Dagens Ord