United States or Benin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Europæere føle en stor Behagelighed ved den kolde Aarstids 4, 5 Graders Dalen, medens derimod Kreolerne og især Negrene, fryse i denne Tid, da Koldfebre ere herskende imellem dem. Ombord i Korvetten var Sundhedstilstanden udmærket, ikke et eneste Tilfælde af Feber indtraf; kun et Par Mand indlagdes for kirurgiske Tilfælde paa Hospitalet, og Korvetten havde sin fulde Besætning med tilbage.
Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slaphed med sprungne Fjedre. Han troede ikke paa hendes Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun vidste ikke, hvad der var kommet imellem dem. Men han saá, at han var blevet en Slave, mens han søgte. Fra et Barn var han blevet en Dreng. Han saá, at han aldrig havde været en Mand i denne Elskov, aldrig; at han havde været uformuende i denne Kærlighed.
Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede Læber det kolde Træ. Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen stak ham i Nakken. Erik var forelsket.
Hans Excellence sad ved sit Bord endnu. -Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage. -Saa maa det være. Jægermesteren stod op: -Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs. -Ja, sagde han. -Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør. Hans Excellence drejede Hovedet: -Jeg ventede Dig, sagde han.
De deroppe venter jo paa Dem. -Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie. Døren gik; det var Frøken Rosenfeld. -Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et Sygeværelse. -Ja. Hun nikkede til Schrøder, som gik. -Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog Idas kolde Hænder.
Først var det kun et svagt Haab, et Minut senere var det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forløb var det sikkert. Der hørtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra Fængselsgaarden. Jeg tørrede den kolde Sved af min Pande og spurgte derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gøre. En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte dø.
Her havde hun ventet et Skrig af Harme og saá paa ham i angstfuld Forventning: Nils, stakkels Nils ... sagde hun. Men han bøjede kun ydmygt sit skamferede Hoved saa dybt og angergivent, at det kolde Omslag paa hans Næse faldt af: Og hvad siger Pigebørnene? hviskede han. Aa, at Du dog tænker først paa dem , Nils! sagde hun og lagde Omslaget igen til Rette Hvor Du er god!
-Nu gik han forbi. Tinka var begyndt at ryste taus gik hun hen mod Veninden og hun tog hendes Haender, der var kolde og stive, som var de livlose. Hun fandt ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det, glatte og glatte det. -Tine, Tine, sagde hun. Tine loftede blot sit tunge Hoved og et Ojeblik saa hun paa Tinka med Ojne som en Hinds, der doer uden at fatte Doden .
Hun løftede Papiret igjen: hun kunde intet læse. Og med samme kolde Stemme sagde hun: Og naar skal De have Pengene? -Aa, Deres Naade forstaar sig en Dags Tid kan man altid vente. Siger vi i Morgen? Man er altid "kulant". Priorinden vidste ikke, hvad hun havde svaret, om han havde taget Papiret eller hvordan han var gaaet.
-Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Frøken Erichsen og gik hen over Gulvet med sine læmpelige Skridt. Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx. Moderen var paaklædt. Hun havde slaaet sit Vindu op ud, mod den kolde og bidende Luft. Faderen havde hørt det fra sit Værelse: -Stella, dit Bryst, raabte han.
Dagens Ord